708 annoncører kårer ny imagekonge blandt reklamebureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Imagetronen er blevet en dyst mellem to bureauer. Efter 2 år på førstepladsen må &Co se sig slået af den nærmeste konkurrent.

708 annoncører – markant flere end sidste års 558 og flere end nogensinde – har deltaget i den årlige MyImage analyse, der produceres af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz.

Og resultatet blev et tronskifte. Efter to år på toppen må &Co i år vige pladsen til fordel for Kunde & Co.

Konkurrencen er dog skarp mellem de to bureauer, og der skal ikke flyttes meget på tallene, før de bytter plads igen.

Hjaltelin Stahl rykker flot i årets analyse – fra en 6. til en 3. plads. Og 3. pladsen ser endda solid ud.

“Kunde & Co og &Co skiller sig klart ud i årets analyse – med Hjaltelin Stahl som en slags runners up. Resultaterne viser, at der skal en del forskydning til, før Hjaltelin Stahl kan true de to i toppen – til gengæld er der et stykke ned til de efterfølgende, så umiddelbart ser Hjaltelin Stahl heller ikke truet ud på 3. pladsen,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch. Og tilføjer dog:

“Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan ske store forskydninger. Der kan være meget markante begivenheder, som kan rykke, og et bureau kan have stort held med egen indsats – generelt er det sådan, at specielt i toppen flytter positionerne sig langsommere, og lige nu er der ret stor forskel fra nr. 1og 2 til nr. 3 og derfra videre ned til nr. 4.”

Mogens Østergaard fremhæver desuden, at Top 3 i årets analyse alle har styrket deres position i forhold til de øvrige i toppen.

MyImage er sammensat af en score for Brandstyrke, der bygger på kendskab samt om man vil invitere til pitch, og Brandposition, der bygger på en række kvalitative udsagn, respondenterne skal bedømme bureauerne på.

Kunde & Co klarer sig klart bedst på Brandstyrke, mens bureauet faktisk kun er nr. 5 på Brandposition. Her topper Hjaltelin Stahl til gengæld.

&Co er nr. 2 på Brandstyrke og nr. 3 på Brandposition.

Lige som sidste år gør Fireball og RelationshusetGekko sig stærkt bemærket på Brandposition. De har endda forbedret sig en anelse og lander på 2. og 6. pladsen. De har dog forbedret sig endnu mere på Brandstyrke, og selvom, de her er uden for Top 10 så opnår de begge en solid fremgang i den samlede stilling. Fireball fra nr. 20 til 10 og RelationshusetGekko fra nr. 26 til 11.

Årets nedtur må We Love People lægge ryg til. Bureauet gik fra 2012 til 2014 fra en 14. til en 4. plads – men i 2015 blev det til en 12. plads. Det skyldes fald i både Brandstyrke og Brandposition.

Top 10 MyImage – reklamebureauer

  1. Kunde & Co (2)
  2. &Co (1)
  3. Hjaltelin Stahl (6)
  4. Envision (5)
  5. Zupa Recommended (8)
  6. DDB (10)
  7. Wibroe, Duckert & Partners (3)
  8. Mensch (7)
  9. Brandhouse (15)
  10. Fireball (20)

Top 10 Brandstyrke

  1. Kunde & Co
  2. &Co
  3. Hjaltelin Stahl
  4. DDB
  5. Wibroe, Duckert & Partners
  6. Brandhouse
  7. Mensch
  8. Envision
  9. Zupa Recommended
  10. Bates Y&R

Top 10 Brandposition

  1. Hjaltelin Stahl
  2. Fireball
  3. &Co
  4. Envision
  5. Kunde & Co
  6. RelationshusetGekko
  7. Zupa Recommended
  8. Robert/Boisen & Likeminded
  9. Mensch
  10. We Love People

Top 3 Kvalitative udsagn

Kreativt stærke

  1. Robert/Boisen
  2. &Co
  3. Wibroe, Duckert & Partners

Strategisk stærke

  1. Kunde & Co
  2. Hjaltelin Stahl
  3. Mensch

Gode til at integrere kommunikationsløsninger

  1. Hjaltelin Stahl
  2. Advice
  3. Zupa Recommended

Gode til at samarbejde med andre bureautyper

  1. Kernel Simpatico
  2. &Co
  3. Republica

Adskiller sig markant fra andre reklamebureauer

  1. Mensch
  2. &Co
  3. Kunde & Co

Gode til digitale løsninger

  1. Wunderman
  2. Zupa Recommended
  3. Hjaltelin Stahl

Gode til at skabe resultater

  1. RelationshusetGekko
  2. Fireball
  3. Klausen + Partners

Gode til forbrugerindsigt

  1. Envision
  2. Republica
  3. RelationshusetGekko

Har god forståelse for kundernes forretning

  1. Kernel Simpatico
  2. Envision
  3. Fireball

MyImage er udført af MyResearch. 708 marketingansvarlige har svaret. Det er en svarprocent på 22. Den største gruppe blandt respondenterne udgøres af marketingdir./chef mens de næststørste udgøres af Brand/Category manager samt adm. dir/CEO. Den samlede image-score bygger på to overordnede parametre: BrandStrength, der bygger på kendskab til bureauet, lysten til at invitere bureauet til pitch og momentum, som er lysten til at invitere til pitch korrigeret for bureauets kundeandel. BrandPosition, der bygger på i hvilket omfang annoncører mener ni image udsagn passer på bureauet. Du kan læse mere om analysen og bestille rapporterne på www.myimage.biz