Advance fik mindre men pænt overskud

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Advance har efter eget udsagn fået styr på basisforretningen og forventer vækst til næste år, selvom overskuddet i det forgangne er skrumpet lidt.

Efter et stærkt regnskabsår i 2014/15 stod der lidt mindre på kontoen hos Advance sidste år.

Omsætningen faldt 4,4 pct. fra godt 101 mio. kr. i 2014/15 til knap 97 mio. kr. i 2015/16, og på bundlinjen stod ved regnskabsårets udgang små otte millioner kroner sammenlignet med 8,8 mio. kr. det foregående år. Det svarer til et fald på 9,3 pct.

Full-service-bureauet, der blandt andet har Lego under sine faner, har ifølge adm. direktør Jens Krog fået styr på basisforretningen efter at have haft problemer med at få de økonomiske resultater til at afspejle væksten.

”I en årrække oplevede vi vækst, men uden at bundlinjen fulgte med – nærmest tværtimod. Derfor lavede vi et skifte i vores fokus, så vi byggede en mere fleksibel organisation med brug af faste freelancere til at hjælpe, når der er peaks i vores arbejde. Samtidig forenklede vi vores organisation, hvor vi tidligere havde forskellige set-up inde i bureauet med forskellige specialkompetencer. Dem samarbejder vi os til nu. Det har virket rigtig godt for os.”

Med en bruttoavance på godt 63 mio. kr. rangerer Advance i den tunge ende af danske reklamebureauer, og det ærgrer af samme grund Jens Krog, at kendskabet til bureauet med hans ord er ”alt for lavt”.

Det har man nu sat ind overfor, ligesom man generelt fokuserer mere på indtjening end på vækst.

Når det er sagt, er vækst en væsentlig målsætning hos Advance, der sidste år købte sig ind i dialogbureauet Responsive med ønsket om ekspansion inden for blandt andet content og digital. I forlængelse heraf ansatte Avance så sent som i januar nye medarbejdere til arbejdet med selv samme.

”Vi er klar til og forventer en mindre vækst i det kommende år. Det kræver investeringer at skabe vækst i et stærkt konkurrencepræget marked. Men dem er vi indstillet på at foretage, selvom det midlertidigt kan gå ud over driftsresultatet. Vi er gået over til generelt at vurdere vores forretning i et treårigt perspektiv, da mange investeringer sjældent kaster noget af sig fra dag 1,” lyder det fra Jens Krog.

Advance talte sidste år 61 medarbejdere mod 59 året før. Til gengæld er lønomkostninger på gennemsnitligt 661.000 kr. pr. medarbejder en smule lavere end året før.

 

Nøgletal for 2015/16 (i parentes 2014/15)

  • Årets resultat 7,998 mio. kr. (8,817 mio. kr.)
  • Omsætning 96,575 mio. kr. (101,025 mio. kr.)
  • Bruttoavance 63,043 mio. kr. (63,749 mio. kr.)
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,029 mio. kr. (1,077 mio. kr.)
  • Lønandel 63,8 (61,8)
  • Resultat af primær drift 10,414 mio. kr. (11,539 mio. kr.)