Advice: Markedet vil tilgodese digitale løsninger

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Advice fremlægger et regnskab, hvor der er vækst i alle forretningsområder og Espen Højlund forventer også en vækst i 2017 båret af digitale kompetencer og muskler.

Da Advice sidste år fremlagde sit regnskab, kunne man præsentere en vækst på 41 procent fordi man i 2015 fusionerede med søsterselskabet Advice Digital.

I 2016 har man så haft glæde af eet samlet Advice, hvor man høster frugten af at få det digitale aspekt ud i alle teams.

Det har givet en vækst i bruttoavance på knap 14 procent og en vækst på den primære drift på godt 21 procent.

”Vi har haft et super godt år og har vækstet i alle forretningsområder. Vi er blevet digitalt drevne over hele linjen og det har haft en stor betydning for vores forretning,” siger adm.dir. og partner Espen Højlund.

Advice fyldte tidligere på året 25 år og mens man de første 15 år havde 15-30 medarbejdere, har man de seneste 10 år vokset markant og er nu oppe på omkring 100 medarbejdere.

Espen Højlund tror på, at Advice har en størrelse og en digital kompetence, der gør, at man kan vokse omkring 10-15 procent i løbet af næste år.

”Vi tror, at markedet vil tilgodese dem, der formår at levere meget digitaldrevne totalløsninger og samtidig har nogle muskler at spille med. De kompetencer og den størrelse, har vi. Der er naturligvis også plads til nichebureauer, men bureauer, der er mellemstore, tror jeg godt kan blive lidt klemt”, siger Espen Højlund.

Jens Christiansen meldte i januar ud, at han træder ud som partner. Hans aktier er købt af bureauet med henblik på at kunne optage endnu flere partnere end de 9, der er i dag.

  • Bruttoavance: 87,9 mio. kr. +13,8%
  • Resultat af primær drift: 13,7 mio. kr. +21,5%
  • Bruttoavance pr. medarbejder 879.000 +6,9%
  • Lønandel 73 (73)