Boye og Spellerberg imponerer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det tre år gamle bureau har præsteret fremgang lige siden starten, og det seneste regnskab viser en vækst på 50 pct.

Bureaubranchen er peoples business. Det er en gammel sandhed, men midt i en stærkt teknologisk og data-orienteret tid kan det godt være værd at blive mindet om det.

Og det gør Bjarne Spellerberg og Peter Boye i den grad med afleveringen af 2016-regnskabet for deres bureau, Boye & Spellerberg.

Man kan selvfølgelig indvende, at det er et stort ord at tale om, at de imponerer, når det trods alt er et lille bureau med en samlet bruttoavance, der er mindre end hvad de mest succesrige store bureauer alene præsterer i fremgang.

Ikke desto mindre så er det virkelig flotte tal, der viser, hvad et par gode mennesker kan præstere.

De gik i luften for tre år siden, og startede med blot at være de to. Men det var rigeligt til at præstere et første regnskabsår med en estimeret bruttoavance på 3,2 mio. kr. To regnskaber senere er den blevet til 6,8 mio. kr.

Og endnu bedre: De har leveret et flot overskud i alle årene.

Bureau med tre mand

Det er desuden tal, der skal ses på baggrund af, at eneste ændring i personkredsen er, at de har optaget Kent Stephan Jensen som partner. Så en bruttoavance på 6,8 mio. kr. præsteres af tre mand høj.

Og der er ingen ambitioner om at blive store – i hvert fald på antal hoveder.

”Det faglige niveau, vi gerne vil levere, bliver også svært at bevare, hvis vi bliver alt for store. Bestanden af virkelig dygtige fagfolk er jo ikke uendelig. Så selv hvis vi skulle gå hen og blive store, vil vi være små”, siger Peter Boye og fortsætter:

”Til gengæld har vi heller ikke nogen ambitioner om at få rigtig mange kunder. Hvis vi skulle nærme os noget, der minder om et mantra for vores butik, er det, at vores kunder skal være de bedst kommunikerende i deres branche. Det kræver, at vi giver dem stor opmærksomhed. Så der er en naturlig grænse for, hvor mange vi kan hjælpe.”

Bjarne Spellerberg tilføjer:

”Vores bureau er baseret på erfarne folk, der kan løse opgaverne selv. Og hvis en opgave kræver en specialist, finder vi den bedste i byen og kobler vedkommende på opgaven.”

Dermed henviser Bjarne Spellerberg til, at bureauet har valgt ikke at have produktion.

“Vores branche har i mange år været drevet af en model, hvor pengene blev tjent i bunden, f.eks. på produktion, hvilket er et område, hvor man som bureau ikke gør den store forskel. Vi har valgt at sælge ydelser i toppen af pyramiden, altså primært strategi og koncept, hvor vi mener, at vi gør en forskel for vores kunder,” siger Bjarne Spellerberg.

Boye & Spellerberg har i 2016 løst opgaver for Shimano Nordic, Magistrenes a-kasse, Drømmeland, Casino.dk, de Egmont ejede selskaber (Dansk Reklame Film, Airmagine og Media Direct Norge), Storebælt, Realdania/Bolius, MTG og UrbanGym.

Nøgletal for Boye & Spellerberg

  • Bruttoavance 6,8 mio. kr. +44,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 2,267 mio. kr. +15,7 pct.
  • Lønandel 45,7 (51,3)
  • Resultat af primær drift +2,693 mio. kr. +78 pct.
    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz