Bureaudirektør udgiver chicklit-roman

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Mikkel Jønsson fra Reputation har føjet en ny facet til sin titel som kreativ direktør og debuterer nu som romanforfatter i en måske lidt overraskende genre.

Når bogen ”Udspring” udkommer den 24. august, er der tale om lidt af et udspring for forfatteren selv.

Han hedder nemlig Mikkel Jønsson og er kreativ direktør i og medejer af reklamebureauet Reputation.

At reklamefolk skriver bøger er måske ikke i sig selv banebrydende, men det er nok alligevel de færreste, der som Mikkel Jønsson springer ud i lettilgængelig fiktion henvendt til især storbykvinder.

Uden begrænsninger og deadlines
Debutromanen ”Udspring” falder inden for chicklit-genren og står dermed unægtelig i kontrast til bureaudirektørens daglige arbejde.

”At udvikle reklamer er bestemt også kreativt arbejde, men det foregår inden for nogle fast definerede rammer. Der skal følges en fastlagt strategi, lovgivning, budget, deadline og meget andet. Så selvom jeg synes, det er utrolig spændende, er det ikke så frit, som man skulle tro,” siger Mikkel Jønsson.

Han havde lyst til at skrive uden begrænsninger og deadlines og bare nyde ”det helt grundlæggende ved at finde på og skrive”.

Opfølgning under opsejling
Bogen handler om at mærke sig selv, før man er væk, og dens omdrejningspunkt er en 46-årig kvinde med et liv i overhalingsbanen. Chicklit er oftest skrevet om, til og af kvinder, men det tager Mikkel Jønsson med ophøjet ro:

”Jeg synes, at det passede bedst med en kvindelig hovedperson til historien. Det gjorde det selvfølgelig lidt mere udfordrende, men også sjovere at skrive. Heldigvis har jeg kunnet sparre med min kone og kvindelige venner undervejs, hvilket har været både sjovt og lærerigt.”

Mikkel Jønsson arbejder allerede på en opfølgning til ”Udspring”.