Call me satser på branding frem for tilbud i julehandlen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

For første gang bruger teleselskabet et tv-spot til at fortælle om samarbejdet med Red Barnet – et samarbejde der bl.a. har involveret 100.000 skolebørn.

En enkelt film, der endda karakteriseres som en billig produktion, kan synes som en ret lille historie.

Men spørger man Call mes marketingchef, Anja Enggaard, så gemmer der sig ikke bare en meget stor beslutning men også en stor sag og et stort hjerte i filmen.

Mobilselskabet har nemlig et meget tæt samarbejde med Red Barnet i forbindelse med ‘Tal ordentligt’ konceptet, og filmen skildrer essensen af dette samarbejde – nemlig en fælles indsats for børns trivsel i de danske skoler.

Det er første gang, at Call me går på TV og fortæller, hvordan man lever konceptet frem for blot at kommunikere det. Og filmen kommer i julemåneden, hvor konkurrencen på mobilmarkedet er dybt præget af tilbud og produkter.

“At investere vores marketingbudget i julehandlen på denne film frem for på et traditionelt taktisk TV spot er en ret stor beslutning for os. Men vi har legitimiteten til at gøre det og faktisk differentiere os på det unikke brand DNA, som vi har,” siger Anja Enggaard og fortsætter:

“Det er nemlig ikke bare en marketing-gimmick – det er vores kultur og DNA. Det er noget, vi lever – og det er noget, vi bl.a. gør sammen med Red Barnet. Det er et arbejde, der kræver samarbejde. Og et samarbejde, der kræver fokus. Og med spottet kan Red Barnet samtidig også få synlighed. Dét synes vi giver god mening.”

Filmen er grundlæggende et sammenklip af tidligere materiale, og som i alle Call mes andre film er det igen medarbejdere, der optræder – dog denne gang sammen med Red Barnets Generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm. Og igen er bureauet bag Jangaard, Mark & Ko, som har været med i hele udviklingen af ‘Tal ordentligt’ konceptet.

Call me har med ‘Tal ordentligt’ gennem næsten fem år arbejdet med en formålsdrevet marketingstrategi, hvor en betydelig del af budgettet investeres i projekter og initiativer, der har til formål at højne trivslen inden for forskellige områder i Danmark.

Samarbejdet med Red Barnet omfatter flere projekter og har i 2016 involveret cirka 100.000 børn i arbejdet med trivslen i skolerne.

“Samarbejdet og dét at vi kan engagere så mange skolebørn i trivselsarbejdet, overgår langt vores  vildeste forventninger, og det er en helt fantastisk følelse, når vi med vores budget både kan gøre en forskel og skabe unik marketing,” siger Anja Enggaard.

Man har nu evalueret projekterne sammen med Red Barnet samt skoler og lærere og er på den baggrund parat til at gentage dem til næste år.

Det er ‘Tal ordentligt’ og ikke Call me, som har det meste af synligheden i aktiviteterne, og det er meget bevidst.

“Vi gør det her, fordi vi ønsker at gøre en forskel og tage et ansvar. Vi har hele tiden haft stor respekt for, at vi arbejder i en kontekst, hvor der ikke skal drives direkte salg, og den tilgang betyder, at der er fuld accept af vores involvering,” siger Anja Enggaard og fortsætter:

“Men ja – selvfølgelig er vi en forretning. Vi tror dog på, at vores udbytte ligger i, at vi gennem vores ‘Tal ordentligt’ knyttes til den positive impact af initiativerne. Jeg tror på, at folk accepterer det, når de bare oplever, at engagementet er ægte og ikke anmassende.”

Anja Enggaard tilføjer desuden:

“Vi vil gøre en forskel med et formålsdrevet brand. Det er ikke altid den nemmeste vej, men det virker og det giver værdi, og vi skaber godt content til at fortælle vores historie.”

Call me lagde i øvrigt for en måned siden fem nye film op i Tal ordetnlig konceptet. Her er et par af dem. Den første er en af fire om lortedage:

Og så er der en om optursdage: