Clienti har scoret Sportigan

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Sportigan har indstillet jagten og valgt Clienti som sin nye bureaupartner.

Det bliver Clienti, som i den kommende tid skal sørge for at sikre Sportigan en fremtrædende placering i både gadebilledet og danskernes bevidsthed.

Sportskæden har valgt det hastigt ekspanderende reklamebureau til at stå for kommunikation og aktivering af brand og butikker rundt om i Danmark. De første materialer er kommet ud over rampen, og resultaterne af arbejdet med den nye kommunikation ventes klar i sommerens løb.

Clientis klontaktchef Christian Mücke er ikke overraskende glad for samarbejdet:

”Sportigan er en kæde med en lang historie og en særlig betydning for mange danskere. I den forstand er det både et privilegium og en spændende opgave at skulle videreudvikle Sportigan. Kæden står netop nu med nye kræfter og muligheder, og vi ser et stort potentiale i – på alle platforme – at puste liv i den unikke rolle, som Sportigan-butikken har i det lokale sportsliv.”

Ny virksomhed, nyt bureau
Sportigan og Sport24 fusionerede for et år siden og omsætter samlet angivelig for over en milliard kroner.  Hvor Sportigan har eksisteret siden 1989, er Sport 24 en yngre fusion af tre jyske sportskæder, der i 2011 løsrev sig fra Intersport.

”Sportigan skal stadig være den lokale og personlige sportsbutik, der brænder for sport og god service. Når vi søgte efter et nyt bureau, var det fordi, vi havde brug for at markedsføre og aktivere den position tydeligere – også digitalt. Her viste Clienti sig som et naturligt valg i kraft af deres kædeerfaring, attraktive samarbejdsmodel og indsigt i markedet,” lyder det fra kædechef Peter Christiansen.

Sportigan satte i efteråret 2015 Superego på opgaven med at udvikle kædens e-handel og e-marketing.