Cofoco-stifter går ind i influencer marketing

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Torben Klitbo, der sidste år solgte sin del af Cofoco-kæden, har slået pjalterne sammen med SMAC Agency om at få fødevarebranchen med på influencer-bølgen.

Det nordiske køkken går sin sejrsgang verden over, og madblogs er de seneste år skudt op som paddehatte på internettet. Mad er hot som aldrig før, og en ny verden har åbnet sig for en fødevare- og restaurationsbranche, som indtil for få år siden knap nok var online.

Torben Klitbo er en del af den udvikling. I 2000 stiftede han takeaway- og restaurantkæden Cofoco, som Klitbo for et år siden trak sig ud af, og han er ophavsmand til blandt andet Dining Week og madbillet.dk.

Hvor den første Cofoco-restaurant i sine spæde år end ikke havde en hjemmeside, har Torben Klitbo og hans partnere bevæget sig mere og mere over i den digitale verden, og i dag tjener den sønderjyske kok sine penge på nettet.

At være en dreven iværksætter med styr på onlinesalg er imidlertid én ting – markedsføring anno 2017 er en anden.

”Vi vidste, hvordan tingene fungerede online, men manglede viden om, hvordan man fik omtale. Det her med at nå hele vejen rundt om sit produkt og sikre sig et onlineliv,” siger Torben Klitbo til Bureaubiz.

En efterspurgt vare
Gennem en fælles bekendt mødte han i efteråret Pernille C. Lotus, der står i spidsen for det halvandet år gamle influencerbureau SMAC Agency.

Herfra gik det stærkt, og for få uger siden blev ’Food’ en ny vare på hylden hos SMAC Agency.

”Interessen for mad er blevet større og større, og vores kunder begyndte at spørge til influencers inden for den kategori. Jeg har ikke forstand på emnet og tændte heller ikke rigtigt på det, og derfor er partnerskabet med Torben ret fantastisk,” siger Pernille Lotus.

SMAC Food tæller kunder som Arla, Toms, Peter Beier og Mejeriforeningen og er et selvstændigt selskab ejet 50/50 af SMAC Agency og Torben Klitbo.

Ikke bare blogs
Foruden at tilbyde kunderne relevante influencers gør partnerskabet det muligt at hjælpe influencers med at nå længere ud og for eksempel udgive bøger, fortæller SMAC-direktøren. De får med andre ord nogen til at arbejde for sig.

”Vores set-up gør, at vi ikke bare er et blognetværk, men at arbejder på tværs af flere ting og på flere flader. Det handler ikke længere om bare at omtale noget i blogindlæg – jeg tror på, at vi på den måde her kan tage influencer marketing videre,” lyder det fra Pernille Lotus.

Foruden et solidt branchekendskab og ditto netværk kan Torben Klitbo efter eget udsagn sætte sig i bloggernes sted, da også han lever af sin hobby:

”I dag kan man købe sig til, at den rigtige siger noget om ens produkter. Product placement har været kendt i mange år, og det er i virkeligheden det samme. Men hvor du før i tiden fik et ansigt på et produkt, kan du nu måske få 20 ansigter på.”

Det skal være troværdigt
Torben Klitbo understreger, at forudsætningen for succes er, at produktet er i orden.

”Det skal være troværdigt, uanset om det er en Tulip-pølse, McDonald’s eller en bouillonterning. Vi er jo bare første filter til kunden – en influencer kan også sige nej til et produkt, hvis han eller hun ikke kan genkende sig selv i det.”

Foruden en række madbloggere tæller SMAC Food indtil videre blandt andre kokken og palæo-pioneren Thomas Rode, Falsled Kros køkkenchef Per Hallundbæk og dessertkokken Nikolaos Strangas.