Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Det nominerede artwork er en særlig udgave af albummet ’401 Days’ med den israelske kunstner, j.views.

Det er ikke kun det danske brand Lukas Graham, der er nomineret til en Grammy Award, når prisen uddeles I Los Angeles til februar.

Også den danske designer og art director Mathias Høst Normark er nomineret I kategorien Best Boxed Or Special Limited Edition Package.

Han har designet en særlig udgave af albummet ‘401 days’ af den israelske musiker, amerikansk bosiddende musiker, producer og kunstner, j.views, alias Jonathan Dagan.

jviews_401days_artwork

Mathias Høst Normark fortæller om designretningen og pladens visuelle udtryk:

”Albummets titel refererer til de 401 dage, det tog Jonathan at producere pladen. Pladeomslaget til vinyludgaven er udformet som en 40-siders bog, og her folder vi konceptet ud og viser bl.a. billeder fra udvalgte dage i løbet af processen. Den blev til flere forskellige steder i verden, og bogen dokumenterer hele forløbet. Og der er inkluderet præcise koordinater, så man kan gå Jonathan i fodsporene”.

Den danske designer og j.views arbejdede sammen for første gang omkring et digitalt udstillingsprojekt for Guggenheim i New York og senere en film for NASA, og parret fandt ud af, at de klikkede godt rent kreativt og havde samme indgang til tingene.

”Jonathan er meget eksperimenterende og vil gerne udfordres, så det er fantastisk at få lov til at arbejde med en kunstner som ham. Der er brugt en del timer på Skype, og vi har sendt masser af ideer og inputs frem og tilbage over Atlanten. Jeg vil tro, at det har taget 3,5 måneder at lave”, forklarer Mathias Høst Normark.

Mathias Høst Normark er selvstændig med eget design studio, Norgram, som han har sammen med designer Sebastian Gram.

Kommentarer