Af Zandra Damsgaard zandra@bureaubiz.dk
Danske Spils nye direktør Susanne Mørch Koch. Foto: Klaus Holsting

Den tidligere DSB-direktør Susanne Mørch Koch overtager i dag direktørroret i Danske Spil og er efter eget udsagn klædt på til tænderne.

Efter 12 år i spidsen for Danske Spil overlader 66-årige H. C. Madsen posten til 43-årige Susanne Mørch Koch, der senest har været kommerciel direktør hos DSB.

Susanne Mørch Koch har den seneste måned fulgt den afgående direktør og overtager i dag officielt direktørposten og ifølge en pressemeddelelse opgaven med at ”sikre indtjening til hele Danmarks sports- og foreningsliv”.

”Danske Spil er en stor støtte for Danmarks sport- og foreningsliv og leverer mere end 3 mio. kr. hver eneste dag tilbage til danskerne. Det er ikke kun en opgave, jeg er pavestolt over at skulle tage stafetten på, men også en opgave, jeg vil gøre mit absolut ypperste for at løfte,” lyder det fra Susanne Mørch Koch.

Ambitionen er at blive danskernes foretrukne spilselskab i et konkurrencepræget spilmarked:

”Et af vores strategiske mål er at give kunderne den bedst mulige kundeoplevelse på alle vores spil – uanset hvor de handler, om det er online eller i en fysisk butik. Jeg er klædt på til tænderne og vil gerne se det hold, der kan slå holdet i Danske Spil, som jeg nu får lov til at lede,” siger Susanne Mørch Koch.

Kommentarer