Director skal lave kampagne mod ensomhed

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Folkebevægelsen mod Ensomhed lavede en kampagne mod ensomhed for første gang sidste år. Director vandt opgaven bl.a. foran det bureau, der stod for kampagnen sidste år.

I Danmark er der flere end 210.000, der ofte føler sig ensomme. Det har Folkebevægelsen mod Ensomhed en vision om at halvere inden udgangen af 2020.

Director er valgt som bureau til at lave den landsdækkende kampagne ”Danmark spiser sammen” i uge 17. De øvrige bureauer, der var med i opløbet var Agency Spring, & Co og Kommunikationsbureauet København.

Folkebevægelsen mod Ensomhed lavede samme kampagne for første gang sidste år, hvor det var Kommunikationsbureauet København, der stod for kampagnen.

”Vi havde brug for at få nye bud på, hvordan kampagnen kunne udvikles og afholdt derfor en bureaukonkurrence i efteråret 2016, som Director vandt. Nu er vi i gang med at producere den store landskampagne, som skal sikre markant synlighed på bl.a. de sociale medier. Samtidig får vi tilført gennemsigtighed både i trafik og måling af vores indsats, som bliver pejlemærker for, hvordan kampagnen skal forme sig og i sidste ende, hvor langt vi er på rejsen mod vores 2020-mål”, siger projektleder Marie Asserhøj fra Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Kampagnens formål er at opfordre hele Danmark til at spise sammen. Der bliver derfor arrangeret fem store fællesspisninger i fem danske byer.

Folkebevægelsen mod Ensomhed er en paraplyorganisation for 50 foreninger og virksomheder og de – samt skoler, kommuner og privatpersoner – opfordres gennem kampagnen til at arrangere måltidsfællesskaber, som skal bringe mennesker, der ikke normalt mødes, sammen i den sidste uge af april.

Den landsdækkende kampagne starter i uge 15 og kommer til at bestå af film på TV 2, på YouTube og Facebook og vil indeholde annonceformater på både on- og offline, som kan bruges af de deltagende parter. Desuden står Friday for PR.

Kampagnen vil afspejle hele Danmark og alle de gode historier, der kan fortælles om fællesskab og det at samles om et spisebord, fortæller kontaktchef Stine Raaholt fra Director, som er ansvarlig for kampagnen:

”Der er brug for en stærk digital kampagne for at øge kendskabet til folkebevægelsen og skabe involvering over en bred kam fra arrangører til spisende gæster. Vi har skabt et kreativt univers, som de forskellige organisationer kan se sig selv i, og som kan bruges på tværs af platforme. Det er mennesker, der er i fokus i fortællingen om oplevelsen af ensomhed og følgeskab. Vi taler til alle, der har overskud til at række ud og tage en ven med til et af de mange arrangementer”.

Marie Asserhøj tilføjer:

”Det handler om, at man som enkeltperson bliver hjulpet på vej til at invitere naboen, et familiemedlem eller en kollega til et arrangement – og selv etablerer fællesskaber i nærmiljøet”.