Don Draper laver kampagne for Heinz

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

David Miami er gået sammen med Sterling Cooper Draper Pryce og lancerer forkastet fiktiv ketchupkampagne, skriver Adweek.

I 6. sæson af Netflix-serien Mad Men præsenterede hovedkarakteren, reklamemanden Don Draper, en modig ketchupkampagne til repræsentanter for Heinz.

Grebet i reklamen var slet og ret IKKE at vise produktet. I stedet blev der kun afbildet ketchup-egnet mad som pommes fritter, bøf og burger.

Det var Drapers tanke, at det var kampagnens tagline ‘pass the Heinz’, der skulle få ketchuppen til at dukke op på køberens nethinde, efterfølgende.

Fiktion møder virkelighed

I Mad Men viste kampagnen sig at være for progressiv kost for ketchupgiganten, men nu her 50 år senere i fiktiv tid, lander Don Draper endelig Heinz som kunde.

Kampagnen ser dagens lys i et samarbejde mellem Heinz’ nuværende bureau David Miami og Don Draper’s fiktive 60’er-daterede firma Sterling Cooper Draper Pryce.

Kampagnen kommer dels til at køre på billboards i New York, The New York Post samt i filmbladet Variety. Derudover vil kampagnen også køre på Heinz’ egne sociale medier, skriver Adweek.

Den omvendte verden

Anselmo Ramos, der er chief creative officer i David Miami, fortæller til Adweek, at de kreative på bureauet har været rigtig glade for at få deres navne krediteret ved siden af Don Draper’s.

”At de-fiktionaliserer reklamer fra et tv-show og kører dem i den virkelige verden er både sjovt for offentligheden og for de kreative hos David, der har arbejdet på det”.

Ramos kalder processen en slags ’omvendt product placement’.

Du kan se scenen fra Mad Men, som kampagnen tager udgangspunkt i her.

Heinz-kampagnen blev offentliggjort i maskinskrift med reference til Mad Men universet.

Kilde: Adweek.