Af Sandra Nanette Skriver

Først tager vi Sønderborg, så tager vi Skanderborg. Retailerne fra Republica får udvidet samarbejdet med shoppingcentre.

Tidligere på året vandt Republica opgaven med at markedsføre Sønderjyllands nye – og største – shoppingcenter, Borgen i Sønderborg.

Her er Annelene Hausmann marketingchef, og efter de første måneders samarbejde med Republica, bragte hun Bloms Butikker i Skanderborg på banen.

”De to shoppingcentre har samme administrator, og da Bloms Butikker i Skanderborg manglede et nyt syn på markedsføringen, fandt jeg det naturligt at spørge, om Republica var interesseret i at komme med et oplæg”, siger Annelene Hausmann.

Republica var interesseret, præsenterede et oplæg – og fik kunden.

Susanne Lund, adm. direktør i Republica, siger:

”Vi er stolte af at vi også blev bureau for Bloms Butikker. Det er altid en cadeau, når en kunde, vi har i forvejen, ønsker at udvide samarbejdet, og vi glæder os til at gå i luften med Skanderborgs nye, smukke shoppingcenter”.

Hvor centre mange andre steder kan opfattes som en trussel for byens øvrige handlende, står man i Skanderborg – ifølge en pressemeddelelse – sammen om at beholde kunderne hjemme, i stedet for at de tager til de nærliggende byer.

”En del af byens liv” er det overliggende tema i Republicas strategiske og kreative oplæg.

”Republica viste stor forståelse for et centers særlige markedsvilkår. Den lokale forankring, kerneværdier og indsigter i de behov, som borgerne i Skanderborg lægger vægt på at få opfyldt. Og udtrykt i et kreativt, markant univers, som vi tror, vil puste nyt liv ikke alene i Bloms Butikker, men i hele Skanderborgs bymidte,” siger Annelene Hausmann.

Republica skal – som det var tilfældet med Borgen Shopping i Sønderborg – udfolde den nye strategi til både offline- og onlinemedier.

Kommentarer