Fire bureauer skal hjælpe tysk onlinegigant ind i Danmark

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den tyske onlineshop Tchibo har netop lanceret sit onlineunivers på det danske marked.

Den tyske onlineshop, Tchibo med 3,4 milliarder euro i årlig omsætning, lancerede i sidste uge deres nye danske online univers.

Samtidig har de valgt 4 danske bureauer som samarbejdspartnere.

Det er Gorm, NetBooster, Connect Communication og Media Group, der skal hjælpe onlinevirksomheden ind på det danske marked.

”Tchibo sigter mod at være så lokalt forankret som muligt på alle markeder, og det omfatter et samarbejde med danske partnere, at lære de danske forbrugere at kende fra forskellige markedsundersøgelser, en dansktalende kundeservice samt en optimeret dansk webshop,” siger Marleen Relling, Team Leader Online First i Tchibo Online Expansion Department.

Konstant nyt. Konstant anderledes.

Tchibo, der er tilstede i 9 lande, startede oprindeligt som kaffepostordrefirma for over 65 år siden, men er i dag en virksomhed, der opererer med 2.000 forskellige varenumre årligt. Der udkommer nye varenumre hver uge, som afspejler et nyt tema og deres motto er da også Konstant nyt. Konstant anderledes.

Fra NetBoosters side, siger Andreas Suhr, Account Director, om det nye samarbejde:

”Tchibo skaber værdi for sine kunder, og her i NetBooster ser vi da også utrolig meget frem til vores digitale markedsføringssamarbejde med Tchibo, og er stolte af at samarbejde med detailgiganten, der ovenikøbet anser bæredygtighed for at være en af de vigtigste parametre i værdikæden.”