Fireball splittes i to

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Balancen mellem design og kommunikation blev for omstændelig, og Fireball har nu delt sig i to selvstændige bureauer med hvert deres fokus.

Et stærkere fokus og et mere målrettet tilbud til kunderne. Det skulle gerne blive udfaldet af Fireball-partnernes beslutning om at splitte virksomheden op.

Reklamebureauet tog sidste år et skridt i retningen af en egentlig opsplitning ved at dele den kreative afdeling op i to: en med fokus på strategisk design og en med kommunikation som sit speciale.

Nu går Fireball hele vejen og deler sig i to selvstændige bureauer.

Fireball bliver fremover et bureau med fokus på brandudvikling og design, mens Eiffel vil være et egentligt kommunikationsbureau.

”Vi bliver boende sammen og skilles i øvrigt som bedste venner. Og der, hvor det giver mening, vil vi fortsat samarbejde om at betjene kunderne og løse opgaverne,” siger partner og adm. direktør Anthony Aconis, der kalder opsplitningen “win/win” for kunderne.