Af peng

Op til det professionelle landsholds kamp mod Sverige i Parken mødes Hjemløselandsholdet og Politikerlandsholdet. De hjemløse har fået ny sponsor, der går en balancegang.

Normalt vil en trøjesponsor gøre alt for at aktivere sit sponsorat, særligt når det er et fodboldlandshold. Men når det drejer sig om hjemløse, har sponsoratet en anden promoverings-karakter.

Den nye sponsor er det unge midtjyske sportstøjfirma Wunderelf. Her samarbejder man med Ombold – en organisation, der bruger fodbold som løftestang for socialt udsatte.

”Vi fandt ud af, at Ombolds aftale med deres hidtidige samarbejdspartner udløb. Vi huskede Hjemløselandsholdet fra VM på Rådhuspladsen i København og syntes, at de gjorde – og gør – et fantastisk stykke arbejde med et fedt og socialt set vigtigt projekt. I dialogen med Ombold var kemien stærk, og vi har indgået en flerårig aftale, der er en del bredere end kun spilledragten til Hjemløselandsholdet,” siger Kolja Afriyie, direktør og medstifter i Wunderelf – og indtil for nylig, da en alvorlig rygskade stoppede karrieren, mangeårig Superligaspiller for bl.a. FC Midtjylland.

Sponsoratet får offentlig premiere onsdag på Rådhuspladsen i København, hvor Hjemløselandsholdet møder Politikerlandsholdet.

Det er en delikat øvelse at promovere et sponsorat og samtidig undgå at slå plat på hjemløse – en øvelse, Wunderelf er bevidst om:

”At støtte et socialt projekt er selvfølgelig en balancegang for os, for vi skal ikke ud og prale og promovere os selv højlydt på baggrund af hjemløse, men vi er samtidig stolte over at være en del af projektet, og det vil vi heller ikke skjule. Tøjet til Hjemløselandsholdet er kun startskuddet, og herfra vil samarbejdet med Ombold folde sig ud,” siger Kolja Afriyie.

Wunderelf arbejder i forvejen med et velgørenhedsprojekt, hvor internationale profiler med rødder i dansk fodbold som Simon Kjær, Winston Reid, Niki Zimling og Stephan Andersen blogger om livet bag kulisserne i topfodbold. Det, der skulle have været deres honorar fra Wunderelf, går i stedet til børnene på en fodboldskole i byen Kumasi i Ghana.

”Hele Ombold-projektet matcher perfekt vores eget værdigrundlag. Vi er født i topfodboldens verden, men stræber efter at være et brand for alle – fra de mindste til de største. Den sammenhæng er selve sportens væsen. Vi arbejder tæt sammen med både FC Midtjylland, der har vundet bronze og nu skal ud og spille I Europa i deres Wunderelf-dragter, med en stribe breddeklubber med vægt på både hyggefodbold og ungdomsfodbold og så altså nu med Hjemløselandsholdet, der er et helt anderledes, men dejligt skævt og varmt projekt.”

Kommentarer