Fortsat fremdrift hos Kunde & Co

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Kunde & Co vokser fortsat, om end mere beskedent i 2016 end i de foregående år. Bureauet oplever en stigende efterspørgsel på kernekompetencen branding.

Trods mere beskeden vækst på bundlinjen var det fortsat den store lommeregner, der skulle i brug, da Jesper Kunde & co. gjorde regnskabet for det forgangne år op.

I 2016 flød mere end 284 mio. kr. igennem Kunde & Co., som kom ud af året med et overskud på 16,1 mio. kr. Årsresultatet var forholdsvis beskedne to procent bedre end året før, men ikke desto mindre udtryk for en fortsat fremgang hos det snart 30 år gamle full-service-bureau.

”Vi oplever, at flere virksomheder igen sætter vores kernekompetence, branding, øverst på deres agenda til drive retning og vækst, hvilket naturligvis er positivt for os og går i fint spænd med Kunde & Co’s strategiske tilgang til marketing,” siger ejer og adm. direktør Jesper Kunde.

Branding-kunderne i 2016 talte blandt andre Berlingske, Falck og Silvan, ligesom Kunde & Co har stået bag en re-positionering af HTH-brandet HTH GO.

Totalløsninger, tak!
Jesper Kunde udtrykte for nylig på Bureaubiz ærgrelse over en fragmenteret reklamebranche, som han finder uoverskuelig for kunderne, og totalløsninger er da også fortsat den altoverskyggende filosofi hos Kunde & Co.

Bureauet har i 2016 arbejdet med at videreudvikle en proces til kortlægning af hele kunderejsen fra interesse og købsintention til faktiske køb.

”Vi skal hele tiden være et skridt foran vores kunder og forstå, hvor markedet og kunderne er på vej hen. Det kræver, at vi konstant sætter os ind i alle nye teknologier og muligheder, men også at vi forstår at tænke i helheder,” siger Jesper Kunde.

Han er godt tilfreds med årets resultat, navnlig i lyset af, at Kunde & Co i 2016 har investereret i blandt andet nye løsninger og videreuddannelse.

Nøgletal for 2016 (i parentes 2015)
Nettoomsætning: 284,2 mio. kr. (249,9)
Årets resultat: 16,1 mio. kr. (15,8)
Bruttoavance/dækningsbidrag: 159,9 mio. kr. (160,4)
Bruttoavance pr. medarbejder: 824.474 kr. (881.396)
Antal medarbejdere: 194 (182)