HAP: Din genvej til ledelsesniveau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hybrid Agency Program skal nu i gang med 3. hold. Læs her om to deltageres erfaringer med uddannelsen.

”Jeg har fået et omfattende indblik i, hvad det vil sige, at drive et bureau. Og det er nogle værdifulde erfaringer, som jeg kan tage med mig videre og på et tidspunkt bruge på ledelsesniveau,” siger 28-årige Emil Bach Sørensen, der til daglig er content manager på Brandhouse.

Han er en af 20 studerende på hold 2 på HAP (Hybrid Agency Program), som Kreativitet & Kommunikation står bag sammen med KEA.

35-årige Gry Knoop gik på 1. hold, der afsluttede de 9 måneders uddannelse sidste år.

Hun arbejder som Strategy & Process Planner på We Love People og fik hurtigt hurtigt indfriet sin ambition om at komme på ledelsesniveau.

”Jeg blev færdig i juni sidste år og allerede i august samme år, blev jeg spurgt om jeg ville være en del af ledergruppen og jeg er nu en af 5 ledere,” siger hun.

Udover at øjne muligheden for at være med ’der, hvor det sner’, har de to HAP-studerende lært mange ting, som kan retfærdiggøre at bruge 110 timer på hvert af 5 moduler plus forberedelsestid i en periode på 9 måneder.

Både Gry Knoop og Emil Bach Sørensen nævner, at det at få forståelse for det forretningsmæssige på et bureau, har været lidt af en øjenåbner.

”Jeg har bl.a. lært om bureaudrift og forretningsmodeller og hvordan man vil positionere bureauet i forhold til resten af branchen,” siger Gry Knoop og fortsætter:

”Og så har jeg i høj grad suget til mig om de forskellige kreative profiler vi havde med Dorte Nielsen. Studiet har givet mig en god baggrundsballast og forståelse for, hvordan man forstår de forskellige faser i den kreative proces.”

Emil Bach Sørensen fremhæver især modulerne med Henrik Jensen, der i sin tid fik et lommerlegat for at forske i hvordan bureauerne kan øge priserne på deres arbejde ved at arbejde mere værdibaseret.

”Gennem hele uddannelsen er forretningsværdien blevet understreget og Henrik Jensen uddybede, hvordan fremtidens bureauer kommer til at se ud og vi fik et stort indblik i, hvad der driver et succesfuldt bureau og hvad der gør at brands vælger disse.”

Emil Bach Sørensen fremhæver også, at der på studiet er et godt samarbejde med både virksomheder og bureauer.

”Vi har fået fået til lov at arbejde i teams og agere fiktive bureauer og gået i dybden med at pitche oplæg for en række større virksomheder, hvor CMOs har været ude og briefe os i forhold til en konkret problemstilling. Og så har de har givet feedback og fortalt, hvad der får dem til at vælge et bureau frem for et andet. Det har givet et eksklusivt indblik i, hvad CMOs kæmper med.”

3. hold starter til september. Der er tilmeldingsfrist den 10. juli – se mere om uddannelsen her.