Af Emil Nørlund emil@bureaubiz.dk
Camilla Dannevig var en af de mange brache-talenter, der var på kreativ charmeoffensiv i Cannes.

I Cannes er visitkort Gud, hvis det skiller sig ud. Bureaubiz har talt med en række unge danske kreative om deres bestræbelser på at bryde gennem lydmuren med udgangspunkt i et lille stykke pap.

”Husk for Guds skyld masser af visitkort”. Sådan lød det i sidste uge i Niels Heilbergs ’Cannes for begyndere’ guide. Det råd var der mange af de unge danske kreative, der besøgte Cannes Lions for første gang, der havde taget til sig. Om de så kom fra Reklamelinjen, Kreativ Kommunikation eller et helt tredje sted. Bureaubiz har talt med en håndfuld af de unge branchestormere om idéen bag de visitkort, de fik lanceret i det sydfranske, og hvordan de fungerede.

Sofie Engelbrecht Simonsen & Martin Baltzer, 2. år på Kreativ Kommunikation DMJX.

Hvad gik jeres visitkort idé ud på?

”Vi er et kreativt team, som tilfældigvis begge er rødhårede. Da kun 2% af verdens befolkning er rødhåret, synes vi det kunne være sjovt at brande os på vores særlige, røde, kreative hoveder. I forbindelse med Cannes Lions havde vi lavet visitkort, der som udgangspunkt var ganske simple med to røde prikker på forsiden. Ideen var så, at vi ville finde forskellige røde prikker rundt om på festivalen, og sætte vores visitkort der, for derved at owne den røde grafiske prik, og give folk os på hjernen, når de spottede røde prikker.”

Den råbende forside på Martin og Sofies visitkort.

Hvordan fungerede det IRL?

”Til forskellige fester samt rundt på festivalen satte vi vores visitkort op. Da vi selvfølgelig havde glemt lim til at sætte kortene op med, endte vi med at bruge Sofies læbepomade”.

Var der nogle sjove episoder i forbindelse med jeres ophængte visitkort?

”Folk begyndte flere steder at tage billeder af vores visitkort og prikkede til andre for at se dem. Det var sjovt at se, hvordan folk fik et smil på læben over vores lille gimmick.”

Læbepomade-ophængte visitkort hang rundt omkring på Cannes Lions’ alfarveje.

Var der nogle store kanoner i branchen I fik givet jeres kort?

”Vi tog til Cannes med en idé om, at vi rigtig gerne ville i kontakt med nogle af de internationale bureauer. Og de lykkedes os da også at få nogle gode snakke med folk fra b.la. Forsman & Bodenfors, Wieden+Kennedy og BBDO Berlin. Vi arbejder på et finde nogle fede praktiksteder, og da vores praktikperiode er delt op i to, har vi tænkt os at tage en del i udlandet og i København, og fik også givet vores kort til et par danske bureauer i forbindelse med en talk omkring Creative North, som vi deltog i.”

Camilla Dannevig (artiklens topbillede), 25 år. Reklamelinjen + Kandidat i film- og medievidenskab KU.

Hvad er idéen med dit visitkort?

”Jeg har undersøgt hvad reklamefolk har mest problemer med i Cannes. Og det nåede jeg frem til, er det danske sprog. Kreative direktører vil gerne føre sig frem på fransk, hvilket mit visitkort kan hjælpe dem med – med anvendelige franske sætninger, der er højst brugbare i Cannes”.

Bagsiden af Camillas visitkort med Cannes-anvendelige strofer.

Hvordan har dit visitkort så virket?

 ”Det har fungeret virkelig godt som icebreaker. Folk har reageret enormt positivt og har virkelig gerne villebeholde visitkortet. Der var en kreativ direktør, der fortalte mig at han netop ikke havde kunne bestille noget at drikke på Carlton, fordi han ikke kunne et kvæk fransk.”

Hvad vil du gerne opnå med dit visitkort?

 ”Jeg vil rigtig gerne have et arbejde i den danske branche og forsøge at gøre en forskel der. Jeg tror der er større mulighed for at nå ud i Danmark end i udlandet”.

Christian Aasberg, 23 år. Creative intern i Mindshare.

Hvad er idéen med dit visitkort?

”Mit visitkort var udviklet specielt til eventet ’date en strand-løve’, der foregik på TV2’s danskerstrand, som blev arrangeret af Young Creatives Danmark. Her kunne unge kreative få lov til at tale med og evt. vise sit portefolie til tidligere danske vindere af Cannes-løver. Idéen bag mit visitkort er at bruge de kreative direktørers egen kapacitet, og brainstorme sammen med dem. Derfor havde jeg lavet seks forskelige visitkort med hver sit samfundsproblem på, som vi så skulle prøve at løse sammen. Det kunne f.eks. være hvordan vi stopper spredning af hævnporno i DK, med  Sex & Samfund som kunde. Det er ved brainstorming, at jeg har lært mine nuværende kollegaer bedst at kende, så det virkede det som det oplagte valg at lave disse små briefs, som vi kunne  løse sammen. På den måde kunne jeg vise 1 til 1, hvordan jeg arbejder.”

 Hvordan fungerede det take på et visitkortet så i effekt?

”’Strandløverne’ tog rigtig godt imod det. De synes det var godt tænkt, at jeg havde lavet noget, så jeg ikke bare skulle snakke om mig selv – og vi fik faktisk brainet nogle ret fede idéer frem. Der var én kreativ direktør, der sagde, at han vil skrive til mig. Så det var en ret fed oplevelse”.

Strandløver og unge kreative på ‘date’ til Young Creatives Denmarks ‘Date en Strandløve’-arrangement.

Hvad vil du gerne opnå med dit visitkort?

 ”Altså, den 1. september står jeg uden job. Så jeg leder efter nogen, der kan bruge en dygtig art director-arbejdskraft”.

Hvis du har nogen kommentarer til de unge danske kreatives visitkort-bestræbelser, eller selv har et visitkort historie – så kom med den i kommentarfeltet nedenfor.

Kommentarer