Iværksættere beskylder Carlsberg for at stjæle app

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

På fredag kommer Carlsbergs gå-i-byen app, og om få uger følger en lignende app fra et iværksætter-team. Men allerede nu er linjerne trukket hårdt op med anklage om kopiering.

Der er lagt op til konkurrence på gå-i-byen apps, for på J-dagen på fredag lanceres Crowdit fra Carlsberg, og om ca. tre uger kommer så Doobi.

Men før premieren falder der hårde ord fra teamet bag Doobi – bestående af tre iværksættere, med Søren Andersen i spidsen. De anklager nemlig Carlsberg for at have stjålet deres app.

”Jeg fik et chok, da jeg læste om app’en, for den er identisk med vores. Vores hovedudvikler har kigget på deres app og fortalt, at de har taget alt og kopieret – selv geo-lokation, filtrering, push og map view,” siger Søren Andersen.

Beskyldningen om at have kopieret Doobis app afvises dog blankt af Carlsberg, og Søren Andersen har da heller ingen dokumentation for påstanden. Men her er historien:

Sidste sommer tog de unge iværksættere fat på udviklingen af Doobi, og i november kontaktede Søren Andersen Carlsberg.

”Jeg taler først med en produktchef om app’en, og han beder mig kontakte marketing. Jeg taler så med en marketingchef, og han får hele smøren om vores app, med geolokation, i byen, social og så videre. Jeg fortæller, at det vil være det perfekte værktøj for dem med hensyn til branding og gå-i-byen liv, og det vil være kosteffektivt, dels fordi vi udvikler den, dels fordi den er båret socialt. De kan sponsere den, og vi kan samarbejde om marketing,” siger Søren Andersen.

Han tilføjer:

”Vi taler sammen i to omgange, men til sidst får jeg beskeden, at ideen er god, men at det ikke er den vej, Carlsberg vil gå. Det passer ikke ind i deres strategi, der mere går på brand-baserede apps som afterski.”

Doobi-folkene arbejdede herefter videre med app’en og hørte ikke siden til Carlsberg – før de læser om præsentationen af Crowdit.

”Vi er både gale og kede af det, og jeg synes, at Carlsberg mildt sagt er tarvelig. De har jo stjålet samtlige vores ideer og lancerer dem nu som deres egne. På en hjemmeside, der var åben dengang, præsenterede vi – i grove træk – Doobi-app’en. Og jeg har jo fortalt ganske detaljeret om app’en til marketingchefen, for man beder jo ikke om et møde og en underskrevet aftale om intellectual property, inden man præsenterer sin idé,” siger Søren Andersen.

Doobi-folkene gik allerførst til spillestederne med ”en Ny & Innovativ gratis App med fokus på at samle Danmarks Natteliv, overskueligt og nemt” – her hørte de om en Live app, som Carlsberg-koncernen var inde over. Det var kun koncerter, så det måtte være oplagt for Carlsberg, mente Doobi, at tage fat i deres app, der breder oplevelsen ud.

Hos Carlsberg Danmark tager kommunikationsdirektør, Jens Bekke, også udgangspunkt i Live app, når historien om Crowdit skal fortælles:

”Allerede i 2010-11 deltager Carlsberg Danmark sammen med Billetlugen, TDC Play og Vega i udviklingen af Live app, som havde til formål at forbedre koncertoplevelsen. I dette udviklingsforløb opstår ideen om en gå-i-byen app, som fødes i samarbejde med udviklingsteamet fra Onlinecity & Appear. De udarbejder koncept og scope for Crowdit – og modtager betaling for arbejdet. Herefter sættes opgaven med selve udviklingen af app’en i udbud, hvor fire potentielle leverandører byder på opgaven: Nodes vinder udbuddet i begyndelsen af i år ,” siger Jens Bekke.

Han tilføjer, at hvis man i Carlsberg havde kendt til Doobis arbejde, så havde det været nærliggende at have haft Doobi-folkene med i udbuddet .

Søren Andersen erkender, at han i bakspejlet har været naiv – bl.a. fordi den aktuelle anklage mod Carlsberg er uden beviser, og at sagen således vil være iværksætter-teamets ord mod Carlsbergs.

”Jeg har ikke noteret navnet på Carlsberg-manden, og jeg har ingen mails. Det eneste, jeg kan dokumentere, er, at vi har været i gang med denne app i lang tid, og at jeg tilbage i september sidste år begyndte at sende salgstekst ud til spillesteder. Carlsberg har ikke kopieret selve designet – deres er faktisk flottere – men vi har selvfølgelig arbejdet videre med app’en siden, så vi nu har flere features, end de har, og vores app virker mere enkel i funktionaliteten,” siger Søren Andersen.

Til dette siger Jens Bekke:

”Vi kan ikke finde nogen hverken i Carlsberg Danmark eller i Carlsberg Group, der har talt med ham. Vi har tidligere lanceret to barfinder-koncepter med vores ski app og euro app – og den første barfinder blev udviklet af Foursquare tilbage i 2008. Søgefunktioner m.v. er generiske, og det er mere mindsettet – at barer selv kan uploade, at brugerne er med, og at brandingen er begrænset – der adskiller Crowdit fra de konkurrerende apps, vi har set i andre lande,” siger Jens Bekke.