Af Timme Bisgaard timme@kforum.dk

Hvem og hvad skal du se på Folkemødet og hvorfor? Det enkle svar er: Dit liv er en paneldebat i et hvidt varmt telt. Du skal se det, du er.

Match dig selv med det perfekte Folkemødeprogram.Vi har designet syv programmer tilpasset syv livsbaner. Læs dem her.

Dit liv er prototype-typen
Din drøm er at gå rundt med Alternativets store plastik-A, mens du danser dårligt og råber: “I Don’t Want To Be Part Of Your Revolution if I Can’t Dance”.

Din familie er en open source-business-model-disruption. Du designtænker designtænkningens tanker. Du lever af penge fra Realdania. Du er på fornavn med Torben fra BLOX. Ja, dit bureau bor i BLOX-hubben lige om lidt, du elsker OMA mere, end du elsker BIG.

Du nudger, co-creater og intervenerer fysisk i byrum. Du brænder for cirkulære tisseskure med bæredygtige solceller. Du råber ”The Big Why”, og alle dine venner ved lige, hvad du taler om. Du har en webadresse som slutter på .io.

Du har set Uffe Elbæk live i tylsskørt. Du har hemmelige fantasier om at danse rundt i et telt med Elbæk og hans cykelbuksebeklædte søn Frej.

 

Her er dit folkemødeprogram:
Bjarke Ingels tegner live om byernes fremtid
Alternativet på hovedscenen
Greater Copenhagen og Skåne Committee
Mød en sild og bliv klogere på mikroplastik
Fredsministerium.dk
”Håbets træ” synges på vej
Mød Alternativet
Morgenyoga
Kom vi hele vejen rundt? Samtale ml. Elbæk og forfatter Stig Andersen
Alternativet: Åbning af Eksperimentalzonen – vi klipper snoren
Hvorfor skal plastikaffald være så svært?
Alternativet: Møgbeskidt, dansk hiphop fortolket på skønsang og ukulele
Musik er også politik
Mød Alternativet: Vores handlinger har rødder i vores værdier
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Dit liv er en selvbyggercarport fra Føtex under angreb
Hvis du var et havemøbel, var du en bejdset carport. Du har et motto: Det er farligt, hvis jeg ikke køber det i Føtex, og det ikke kan være i min trailer.

Du støtter Marinehjemmeværnets hundehvalpetræningsklub. Du har to blå DF-kaffekopper i dit køkken. Du forstår ikke Mikael Jalving, men du føler med ham. Danmark er under angreb, og du tager kampen op fra Havnegrillens plastikstol. Snuskede, snydende nassearabere svækker hjemmeplejen på Mols.

David Trads er en farlig jubel-halalhippie og Zenia Stampe en landsforræder. Du har respekt for folk, der kan sætte et fadølsanlæg op, uden at det skummer. Du deler indlæg fra Den Korte Avis.

Du bliver grebet af sejrsrus, når du ser grænsekontrollen i Padborg. Du kan beregne antallet af dåseøl per kørt kilometer. Du mener, at Cortado er den syriske hovedstad. Du kan tidsbestemme Fleggaards tilbudsaviser med ugenumre.


Dyrevelfærd er meget højt oppe på din liste over mærkesager, og vores dyr skal behandles ordentligt. Kilde: DF’s YouTube kanal.

Her er dit folkemødeprogram:
Ældre Sagens telt åbner
Folkekirkens telt åbner med sang
Peter Skaarup møder Naser Khader
Trafikal ligestilling på Bornholm: Ny Borgerlige
Peter Skaarups opskrift på isdessert
Mød Folketingets formand
At leve så dansk at det smitter
DF og Ny Borgerlige i åbent opgør om udlændingene
Tulle afslører sin opskrift på flæskesteg
Tulle interviewer Hjort Frederiksen
Mød politihundehvalpen Loke
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Dit liv er en hulsten fyldt med had til Bjarne Corydon
Du har en hulsten fyldt med visioner fra SFs hippieølejr på Livø. Du godter dig, når neoliberalister staver Piketty som Pikkety. Din hadeperson er LA-kuglestøderen, men du hader også den rødvinsdrukne Lars Sejer. Socialisme er en sur Lotte Folke med kasserollehår i Deadline.

Du kom op i det røde felt, da du opdagede, at Bjarne Corydon blev ansat i McKinsey. Ding Dong – du har op til tre konspirationsteorier om Dong-salget.

Du mener, at Tøgers fortabte søn Lars Trier Mogensen er Trotskij. Du er bekymret over Rune Lykkebergs sværmeri for DF. Du har ikke købt musik siden Savage Rose og kan teksten til alle Trilles sange. DU lider af TRUMPMANI og vågner hver nat klokken fem for at håbe, tro og bede til, at han bliver stillet for en domstol.

Her er dit folkemødeprogram
Bedre Psykiatri, Sådan hjælper vi psykisk syge i arbejde
Ubetinget basisindkomst – hvor stor skal den være?
Foreningsfællesskabet Ligeværd
Afskaf forventningsfattigdommen og gør anbragte børn robuste
Enhedslisten: det begynder med hinanden
Flygtninge fortæller
Dilemmademokratiet: Flygtningene kommer
Ny forskning, Information
Demokrati Fitness: Træn din empati-muskel
Solidarisk formiddagssnak med Venligboerne
Kan man bryde med kapitalismen?
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Dit liv er et destruktivt had–kærlighedsforhold til Dennis Kristensen fra FOA
Du drømmer om at sove fast under bordet på ølbaren på LO-Højskolen i Helsingør. Du råber ”Social dumping”, når man trykker dig på næsen. Du er bekymret for, om Kasper Fogh fra Cevea er champagnesocialist.

Du har Anker Jørgensen som Bikuben-sparebøsse i dit arbejdsværelse. Du får tårer i øjnene, når du tænker på hvor god ”Er du okay-kampagnen” var for fagbevægelsen. Du kan begavet deltage i en diskussion om det danske dagpengesystem og kan citere Verner Kirk ordret.

Du er i besiddelse af flere muleposer fra FTF og har et destruktivt had-kærlighedsforhold til Dennis Kristensen fra FOA. Du har købt en grill med dit eget navn på til helstegt pattegris.

Her er dit folkemødeprogram:
Tager din kommune ansvar for ordentlige arbejdsforhold
Danske giganter – fremtidens arbejdspladser
30 timers arbejdslyst, Krifa
Kontrol, overvågning og dyneløfteri via de sociale medier?
Partnerskaber i socialøkonomi
Har Danmark brug for dagpenge?
Wild West i varebilerne
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Du spiser din Kadeau-dessert til højre ude ved bålet
Du købte din Tesla før afgiftsstoppet. Din jobtitel findes kun på engelsk. Du har verdens bedste løn i verdens kedeligste medico-, finans-, tech-gigant, web-, intranet-, eller PA-cost center.

Din opgave er at beskytte aktionærerne mod demokratiet. Det er jo dem, som giver dig dit beskyttede eliteliv. Du går med Paul Smith-sokker og mener, din DHL-stafettid er noget, du vil snakke om.

Før Joof-gate var du lidt bitter over, at du ikke kom med i disruptionrådet. Du er totalt optaget af Singularity University og samler på Wegner-stole og John Kørner-litografier til din lejlighed på Østerbro. Du får rabat på Rapha-cykeltøj, fordi du er medlem af Cph chapter. Du har en Carbon saddelpind på din Carbon cykel.

Du kan godt lide De Radikales magenta-farve og synes, at White Cloud laver de bedste kampagner. Du har bestilt bord til ni på Kadeau torsdag og spiser desserten ude ved bålet til højre.

PS. De fleste ting du skal med til er lukkede arrangementer off the list.

Her er dit folkemødeprogram:
Er du skidt, SKAT?
Droner i det blå – et ocean af muligheder
Åbning af Venstres have
Hvor starter fremtidens væksteventyr
Paneldebat: Hvad er en god investering
Wi-Fi lounge – åbent debatforum
Lykketofts syn på den aktuelle klimadagsorden
Bjarke Ingels: Byerne tilhører fremtiden
Uddannelse til livet eller erhvervslivet, Radikale
Magrethe Vestager om globalisering, indflydelse og EU
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Du har din samfundsfagslærer med, og hun hedder Jytte
Du har tre huller i bukserne og så Bisse sidste år. Du har taget 350 kroner med til at dække alle udgifter. Du er medlem af elevrådet. Du har arbejdet som frivillig i Ungdommens Røde Kors. Du møder op på Folkemødet udklædt som en lagkagefigur af nummer seks af FN’s verdensmål.

Du ankommer og kører væk med Bornholmer-bussen. Modsat alle andre har du din samfundsfagslærer med, og hun hedder Jytte. Dit program følger to regler: Hvor er der gratis øl, og hvor er der gratis musik?

Her er dit folkemødeprogram:
Selfies: få din egen valgplakat
Kæmp med en ork
Højskolernes gæstebud, Danmark spiser sammen
Fest for eksrygere
Kan musik gøre dig sundere?
Anders Bo gør sig klog på ungdommen
Almen fodpleje
Kom forbi cykelkøkkenet og oplev madglæden i et madkollektiv
Oplev Gorm sende live med børn i køkkenet
Foreningen Folkemødet: Festaften
Pede B. Og Dj Noize
DIY-workshops, talks og loungin’
Industribar
RA, Bæredygtig klimafest med Ida Auken
Fra pis til øl
Ræson Live, festaften med Clement
Master Fatman spiller op til fredagsfest
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

Du holder med dullerne
Du har din lyserøde Pussy-hat på, selv om det er varmt. Du har læderbukser på, selvom det er lidt for stramt, og tæller antallet af kvinder i paneldebatterne. Du danser og hopper til Feministisk Fredagsbar med alle dine veninder.

Du kan skelne mellem ASH’s blå berlingske femisex versus Gieses Politikens centrum-venstre lighedssex versus Nikitas powerbitch-sex. Ja, du er kritisk overfor Mette Fugls heteronormative bitch-shaming. Du er nemlig med i første bølge for fjerde bølge feministerne.

Her er dit folkemødeprogram:
Sangskriver Karina Willumsen med sociale rekvisitter
Skal der flere kvinder på plakaten?
Hvor er mændene i rehabilitering og hvem skal gribe dem?
Kan kvinder redde verden?
Hvad skal der til for at få flere kvinder i ledelse?
Sexede feminister
Fordoms Forum
Folkemødets fejende flotte feministiske fredagsbar
Feminisme i dag og den 4. bølge
Sundhedens Topmøde 2017: Rigtige Mænd
LGBT- sundhed og -trivsel
Kan vi få mere lighed i sundhed?
‘Jeg vil gerne være en god far, men’ – Hvordan støttes fædre?
Kforum: Rød/blå food-fight med politiske og politiserende gæster

 

Husk at komme til vores rød-blå food fight.

Er naturvin rødere end Enhedslisten? Hvor liberale er østers? Hvor kommunistisk er chili con carne? Hvad er den mest højreorienterede vin? 

Mad er politisk. Den gastroseksuelle agitator Joachim Sperling guider dig igennem det politiske madlandskab med eksempler fra venstre og højre – og inviterer smagsgæster ind undervejs. 

Kom og hør Ida Auken, Ditte Giese, Mette Abildgaard og Pelle Dragsted anmelde og fortælle om deres forhold til politisk mad.

Kommentarer