Af Kathrine Færch Stadil
COO i Rise, Kathrine Færch Stadil, fortæller i dagens klumme om at vælge at stoppe op, mens man er på toppen. Foto: Claudia Dons.

Klumme: Tidligere partner i Hello Group, Kathrine Færch Stadil, fortæller, hvordan hun valgte at forlade en virksomhed på toppen for at dyrke rejsen fremfor driften – og på den måde fandt sit nye job.

I november sidste år valgte jeg at forlade Hello Group efter seks fantastiske år i rollen som både business development director og partner.

Min fratrædelse skabte en del undren, for på det tidspunkt, hvor jeg gik, var virksomheden større og stærkere end nogensinde.

I min tid hos Hello Group havde vi fået skærpet vores profil indenfor strategisk service design, og vi var begyndt at arbejde sammen med nogle af landets største virksomheder. Efter et mangeårigt samarbejde med Novo Nordisk var det lykkedes os at gøre nichen inden for pharma til et stærkt ben i Hello Groups kundeportefølje.

Derudover var kulturen på bureauet på sit højeste – noget, der også kan ses på det store antal priser, som Hello Group for nylig har høstet til DDA og DIA.

Så det store spørgsmål må være: Hvorfor valgte jeg – som partner og del af ledelsesgruppen – at forlade en virksomhed, jeg selv har været med til at udvikle, og så oven i købet, når det går allerbedst?

Time out – på alle måder
Jeg havde af gode grunde meget svært ved at forestille mig et bedre sted at arbejde. I rigtig mange år havde Hello fyldt alt. Vi havde været på en fantastisk rejse, og jeg er på alle måder så stolt af det, vi har skabt sammen.

Dagligt var jeg omgivet af en kæmpe talentmasse, men jeg fik langsomt en følelse af: hvad nu?

Vi var gået fra at være en mindre virksomhed med 15 til nu 80 medarbejdere. Og efterhånden savnede jeg mere og mere nærværet, de små sejre og følelsen af sammenhold.

På et tidspunkt kom jeg til en vigtig erkendelse. Faktisk elsker jeg rejsen mere, end jeg elsker driften.

Så jeg valgte at stoppe helt op. Først i form af en lang sommerferie. Derefter en orlov på 2,5 måned. Men det var en orlov, jeg aldrig kom tilbage fra. Den 1. november 2016 blev mit endelige exit. Og for første gang i min karriere var der tale om reelt stop, et stop uden en planlagt vej foran mig – efterfølgende.

Det var både spændende og angstprovokerende på samme tid. Det gav en følelse af at kaste sig selv helt derud, hvor det på ingen måde er rart at være.

Netværk som landingsbane
Man hører tit og ofte, at netværk betyder alt, og det blev jeg på alle måder bekræftet i.

I dag er jeg dybt taknemmelig over alle de døre, der pludselig åbnede sig for mig – også fra personer/virksomheder, jeg aldrig havde hørt om eller talt med før.

De første par måneder, efter jeg havde sagt op, var nærmest én lang inspirerende snak. Nogle gange kunne det godt krible i fingrene for at komme hurtigt i gang med noget nyt arbejde, men jeg havde lovet  at give mig selv tid til refleksion og overvejelser omkring, hvad mit næste træk skulle være.

Så selvom det var yderst fristende at sige ’ja tak’ og hoppe på en masse nye spændende projekter, valgte jeg det stik modsatte.

I december pakkede jeg derfor min familie ned i fire rygsække – og sammen med min mand Jesper og vores børn drog jeg afsted med en en-vejs billet til Sri Lanka. Ud af landet og langt, langt væk. Og vi skulle ikke bare feriere den, vi havde nemlig besluttet at forsøge at opleve verden på en anden måde, der gav mere mening for os.

COO i Rise, Kathrine Færch Stadil. Foto: Claudia Dons.

Opdagede job i udlandet
Inden afrejsen havde jeg just stiftet bekendtskab med serie-iværksætteren Navid Samandari og hans virksomhed Rise Digital, som udvikler digitale produkter. Jeg havde faktisk aldrig hørt om Rise før – men da Navid skrev til mig, blev jeg nysgerrig.

Mødet med Navid skilte sig på mange måder markant ud fra alle de andre møder, jeg havde haft forinden. Jeg blev slået af hans personlighed, hans forretningsmetoder, hans store forståelse for tech og hans måde at drive en virksomhed på.

Tilfældighederne ville, at Rises 18 medarbejdere befandt sig i Sri Lanka samtidig og på samme sted som jeg selv og min familie. Ligesom os var Rise heller ikke på øen for at holde ferie, men havde rykket hele kontoret til Asien i 14 dage for at arbejde. ’Workation’ kaldte de det.

Det noget uforudsigelige møde med en dansk virksomhed, så langt væk fra DK, viste sig at blive et møde med en håndfuld superspændende og engagerede mennesker, der introducerede mig for en befriende, ny måde at tænke og arbejde på.

Da Rise-folket vendte næsen tilbage til DK, fortsatte min og min families rejse dog ufortrødent, men et nyt frø var plantet i min bevidsthed.

Hjem til ny rejse
Selvom folkene på Rise var rejst hjem, forblev virksomheden dog i mine tanker efterfølgende.

Så da min familie kom hjem fra vores frivillige asiatiske eksil efter et par måneder, forsatte jeg mine snakke med Navid om Rise, og vi fandt i fællesskab frem til, at det ville være gavnligt for begge parter, hvis min og virksomhedens veje blev sammenført.

Den 1. april 2017 startede jeg så en ny rejse som COO (Chief Operating Officer red.) for firmaet, der har sit kontor på Holmen i København, og er en del af det digitale samfund, der hedder Rainmaking Loft Cph, som er Nordens største digitale hub for teknologivirksomheder.

På Rise er jeg havnet et sted, hvor jeg for første gang i min karriere er helt tæt på udviklingen. Jeg må indrømme, at jeg finder det utrolig spændende at være et sted, hvor man hele tiden prøver at arbejde med teknologien tidligere og tidligere i processen. Noget man kan f.eks. kan se resultatet af i vores arbejde med Leo Pharma og Trygs invention labs-projekter.

Nyt sted – ny arbejdskultur
Rise er på mange måder en nytænkende virksomhed, hvilket også var en stor medvirkende årsag til, at det er her, jeg har valgt at fortsætte mit arbejdsliv.

Men arbejdsliv på Rise er noget helt andet end jeg har været vant til. På Rise arbejder vi nemlig med en arbejdsuge på 30 timer, og mange af vores medarbejdere arbejder remote, altså fra distancen.

Jeg har aldrig været af den overbevisning, at kreativitet og nytænkning opstår foran skærmen, så det er befriende ikke at skulle ”tvinge” sine medarbejdere til at arbejde foran skærmen fra 9-17 – eller længere – hver dag.  Denne måde at arbejde på giver en effektiv work-life-balance, det kan jeg i hvert fald i høj grad mærke i forhold til mit eget liv i forhold til tidligere.

Det er inspirerende og givende at være med til at lede og vækste en virksomhed, hvor kulturen er så innovativ, dedikeret, dynamisk og fokuseret.

Workation er vigtigt
Når jeg tænker over det, var jeg aldrig endt, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke havde valgt at nulstille mig selv – og turde at sige stop mens jeg var på toppen. Men jeg var næppe heller endt på Rise, hvis ikke virksomhedens workation havde tilladt os at møde hinanden under andre rammer.

Netop den innovative praksis, at rejse ud for at arbejde sammen, vil jeg helt klart slå et slag for at flere virksomheder tager til sig. Ræsonnementet bag at tage på workation er at se på sig selv og sin organisation udefra. Det er en måde at nytænke virksomheden og den måde man arbejder på – og bare at være sammen på en helt anden måde.

Jeg så det ved selvsyn på Sri Lanka – og det var en øjenåbnende fornøjelse at opleve. Jeg har selv været på rigtig mange sociale ture i arbejdssammenhæng gennem årene, men at gå all in og flytte alle medarbejdere på en gang, det er virkelig fedt og specielt. Vi er allerede i fuld gang med at planlægge vores næste ophold i januar 2018.

Medvind avler medvind
Det sidste år har på alle måder været en spændende rejse for mig personligt og ikke mindst arbejdsmæssigt. Jeg vil til enhver tid anbefale andre at gøre det samme.

Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Men som kloge folk ynder at sige, så fortryder man kun det, som man ikke fik gjort.

Som jeg ser det, kan det kun være til gavn at stoppe op og reflektere over den sti, som man nu går på – og vurdere, om det er den rette sti for en selv. Hvis det ikke er tilfældet, så vil jeg anbefale, at man prøver at gøre noget ved det.

Og selvom det for en udenforstående måske kan virke ulogisk, så tror jeg at det bedste tidspunkt at skifte retning er, når det går bedst – når medvinden er størst. Det er i hvert fald min erfaring. For hvis du ikke ændrer kurs, ender du der, hvor du er på vej hen.

Hvis du har en kommentar til Kathrine Færch Stadils klumme, så skriv nedenfor.

Kommentarer