Af Peter H. Kamph kommunikationschef, Dansk Design

Dansk Design Center var på SXSW som en del af et fællesnordisk fremstød på 2017-udgaven af konferencen, hvor design fyldte meget, men de helt store kioskbaskere var Artificial Intelligence og Virtual Reality.

På sidste års South by South West-konference var robotterne det store emne – dog i mange tilfælde med fokus på, hvordan man kan sikre, at de bliver designet så mennesker kan holde ud at omgås dem.

På SXSW 2017 var dén diskussion flyttet fra de fysiske robotter og over på Artificial Intelligence (AI) og bots – de virtuelle af slagsen. Denne arena er fyldt med reelle dilemmaer og ofte ret bombastiske holdninger og forudsigelser.

AI ER god og AI er ond
Strategi- og teknologibureauet Booz Allen Hamilton havde ligefrem delt deres tilgang til AI op i to separate events; en ”AI er god” og en ”AI er ond”-session.

Vi var med på den onde – med den dramatiske titel ’Intelligent Machines Will Eat Their Young, And Us, Too’ – hvor man pegede på, hvor absurd modstridende opfattelser, der verserer af AI og dets potentiale:

Fra Andrew Ng’s overskudsagtige holdning, at ond AI er ca. ligeså relevant og presserende et problem som overbefolkning på Mars og til Elon Musks og selveste Hawkings malmfulde udsagn om, at vi med AI fremmaner djævlen selv og indvarsler artens udryddelse.

Denne “Stop the robots”-demonstration, som fandt sted i Austins gader under SXSW, var i virkeligheden et marketing stunt, stablet på benene af app-virksomheden Quiver.

Selvom temaet var ”evil AI”, manede supernørden JD Dunly fra Booz Allen til besindelse:

Selvom der siden 2015 er løbet en milliard dollars ind i AI-forskning, og såkaldt deep learning anvendes indenfor stadig flere områder, f.eks. digitale assistenter (som Alexa og SIRI), journalistik, cybersikkerhed, transport, medicin og sågar sangskrivning, er der lang vej til en egentlig konkurrent til menneskelig intelligens:

Den mest udbredte maskinintelligens er stadig database-baseret, dvs. den genkender et dyr som en kat, hvis den har et vist antal karakteristika, der går igen i basens katte-eksempler.

JD Dunly fra Booz Allen taler om AI.

”For os, der arbejder med det til hverdag, virker reel emotionel intelligens uendeligt langt væk; som at forberede sig på et meteornedslag,” som han formulerede det.

Ond AI handler om uheld
Risikoen, mente Booz Allen-folkene, handler ikke så meget om ”evil” som om uheld:

Intelligente maskiner er uhyre kompetente præcis til med alle midler at nå de mål, de er skabt til at nå – men man risikerer, at de laver ulykker på deres vej derhen, medmindre simple regler er på plads.

Og dét er ikke så enkelt endda, påpegede Dulny – etik og kultur er ofte underforstået og kan ikke imødegås med eksplicitte regler.

”Tænk blot på danskerne, der efter sigende lader deres børn sove udenfor i frostgrader i deres barnevogne!”

Bot ’til you drop
Et af de store temaer på årets SXSW var i særdeleshed ét af de felter, hvor AI netop nu manifesterer sig mest tydeligt: Chatbots eller slet og ret ’bots’.

Altså kunstigt intelligente, virtuelle robotter, som kan yde simpel service som f.eks. virtuelle assistenter eller i virksomheders supportafdelinger – og dermed i nogen grad afløse mennesker bag visse serviceydelser.

Apple’s assistent til iPhone, Siri, er nok den meste kendte bot, men har på det seneste fået masser af selskab i form af eksempelvis Amazon’s ’Alexa’ og Google’s ’Home’.

Når der blev diskuteret bots på SXSW, var der – udover tekniske emner som hvor langt teknologien kan presses på nuværende tidspunkt – også en række etiske spørgsmål, som måske er endnu mere interessante.

F.eks. om idealet bør være at lave bots så menneskelige som os selv (når det bliver muligt), eller om det rent faktisk ville være mere ønskeligt at holde dem tydeligt maskinelle.

Virksomheder som Apple, Amazon og Googles succeskriterie er generelt, at jo mere menneskelig, jo mere fremragende kunstig intelligens.

Menneskeligheden er det utopiske ideal. Men udover den klassiske, dystopiske skepsis, som dét ideal afføder (á la hvornår bliver de til Skynet og Terminator?), så blev der fremsat den pointe, at faldgruben på kort sigt faktisk ikke er risikoen for at skabe dræberrobotter.

“I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that” er et citat fra Stanley Kubricks science fiction-film ‘Rumrejsen år 2001’, der netop tematiserer kunstig intelligens.

I stedet handler det om, at vi ved at skabe bots i vort eget billede ubevidst overfører en masse negative menneskelige træk, som vi dermed forstærker ved at mangfoldiggøre dem:

F.eks. fordomme, dårlige vaner, forudindtagethed og politiske holdninger, fordi vi ikke kan se udover vores egen subjektivitet, når vi koder denne form for AI. Har vi lyst til, at bots får politiske holdninger, som afspejler de mennesker, der har programmeret dem?

Næppe, lød argumentet. I stedet bør idealet nok være bots, der er tydeligt maskinelle – så de bliver stadig mere avancerede i deres kunnen, men aldrig lader os glemme, at de rent faktisk er kunstige.

People have the power
Ganske optimistisk omkring maskinintelligens var Melanie Cook, Head of Strategy hos SapientNitro, der under overskriften ’Designing AI to Augment, Not Replace People in the Workplace’ slog til lyd for at tænke i IA snarere end AI – Intelligence Augmentation fremfor kunstig intelligens.

Her forbliver bevidsthed og vilje i sidste ende hos den menneskelige part i et samspil, hvor computeren understøtter og supplerer den menneskelige tænkning i stedet for at erstatte den.

Hun pegede, meget som robotforskerne fra Googles R&D og Stanford gjorde på SXSW sidste år, på det helt centrale i at designe mennesket – og empatien med brugeren, kunden, borgeren – ind i de digitale systemer, snarere end ud af dem.

Hvor AI handler om at designe systemer, der kan tage bedre og bedre beslutninger, handler IA om at designe systemer, der kan understøtte mennesker i at tage bedre beslutninger, sagde hun.

AI versus IA.

Den menneskelige faktor og især empatien var også i højsædet i et partnerskab mellem den store nødhjælpsorganisation International Rescue Committee (IRC) og den relativt lille Virtual Reality-startup YouVisit.

De præsenterede et fælles koncept under titlen ”Four Walls” VR som en ny måde for humanitære organisationer at trænge igennem den såkaldte ”donor fatigue”. Det er når vi i Vesten bliver apatiske af at høre om flygtningekrise og druknedøden på Middelhavet, den algoritmiske boble og den generelle kommunikative støj i markedet.

IRC med at skabe et VR-koncept, der bringer vesten tættere på de syriske flygtninge med det formål at skabe empati for forståelse for krigens grusomheder.

YouVisit har sammen med skuespilleren Rashida Jones hjulpet IRC med at skabe et VR-koncept, der bringer folk tæt på de syriske flygtninge i Libanon (hvor hver fjerde indbygger i dag som bekendt er en fordrevet syrer), på en måde som næsten kun VR kan: En så høj grad af immersion, at man mærker klaustrofobien i de forhutlede flygtningehjem og bliver bragt helt ind i situationen ved selv at kunne gå på opdagelse i de små detaljer af huller i loftet, lurvede tæpper på gulvene og interimistisk el fra solpaneler.

Godt hjulpet af Jones’ kendisværdi har IRC med VR som platform opnået over 30 mio. eksponeringer på tværs af kanaler og platforme – interessant for en NGO, når det sker med et markedsføringsbudget på 0 dollars.

Desuden har man opnået en usædvanlig user engagement på 8 minutter pr. bruger i snit. Tommelfingerregler fra forløbet lyder:

Udvælg dit indhold med omhu; VR er langt dyrere end film, så det duer ikke med et flygtigt emne. Troværdige influencers er nødvendig for at få folk ombord i den nye platform – og det er svært at lære at tænke i 360 grader i stedet for 2D; optagelser er en helt anden sag, når man skal sikre sig, at folk kan interagere med alting efterfølgende.

Automation: Kapitalens sejr
Hvis man som publikum til ovenstående sessions skulle lade sig overvælde af SXSW’s tilbøjelighed til technotopisk optimisme, så var der dette år også stærke, kritiske stemmer.

En af de mere interessante og slagfærdige var bogaktuelle (med Chaos Monkeys) Antonio García Martínez, hvis karriere har ført ham fra en plads på første parket til finansnedsmeltningen i 2008 som strategist hos Goldmann-Sachs over et job på det team hos Facebook, der stod for den første generation af deres datadrevne, målrettede reklamer, til en rådgivertjans hos Twitter.

Trods gode penge og hurtige sportsvogne har turen indgydt ham en solid skepsis overfor technocapitalism og Silicon Valley – som han siger, kun delvist spøgende:

”Mine bedsteforældre flygtede fra Franco og fascismen; mine forældre fra Castro og kommunismen; nu prøver jeg selv at undslippe kapitalismen”.

Der er et uventet ekko af Marx’ kapitalkritik i Martìnez dystre, men underholdende analyse af automatisering og disruptions konsekvenser for USA og for Ordinary Joe:

”Automation er kapitalens ultimative triumf over arbejderklassen og gør den overflødig og magtesløs”.

I et samfund som USA, hvor jobbet som lastbilchauffør ifølge Martínez er det eneste, der er tilbage, hvormed en person uden uddannelse kan forsørge en familie på fire, har det voldsomme konsekvenser, når robotter og selvkørende biler ruller ind og truckeren ud.

Martínez leger med tanken om en slags borgerløn – og konstaterer sarkastisk, at den store del af amerikanerne, der er på Social Security Disability Insurance (SSDI), reelt allerede er på en slags borgerløn, da antallet af personer på SSDI reelt følger arbejdsløsheden tæt.

Han overdriver, for underholdningens skyld (han har jo også en bog, han skal sælge) – men i et alvorligt øjeblik til sidst rammer han sin kritik skarpt ind:

”Vi befinder os i et kapløb mellem teknologernes evne til at skabe software og hardware automation og bygge forretningsmodeller ovenpå – og vores politiske systems evne til at håndtere de uundgåelige, afledte samfundsøkonomiske konsekvenser”.

Design på agendaen
At der var mange eksempler på mennesket-i-centrum-tænkning på SXSW er ikke nyt i sig selv – konferencen og Austin by er progressivt hjerteland og design har længe haft en stor rolle i programmet – men i år var der ekstraordinært meget designtænkning på programmet, med titler som Human-Centered Design For Future Needs; How Smart Urban Design can Shape Space for Civic Life; Humans, Machines & the Future of Industrial Design; Design Intelligently for Artificial Intelligence; Draw to Win: Innovate With Your Visual Mind og mange flere.

Meget passende var Dansk Design Center på SXSW som en del af et fællesnordisk design-fremstød støttet af Nordisk Ministerråd, med fire events i kalenderen hvoraf én var en del af det officielle SXSW-program. Den nordiske designtilgang og vores måde at tænke design af f.eks. byer og byrum på er meget anerkendt i USA og gør det til en god investering at arbejde for at sætte et stærkt, nordisk fingeraftryk på designsporet ved SXSW.

Sammen med de finske og svenske søsterorganisationer, DesignForum Finland og SVID, satte Dansk Design Center nordisk design på dagsordenen med to workshops og en paneldebat, som satte fokus på anvendelsen af strategisk design indenfor fire temaer: Sundhed, byudvikling, bæredygtighed – og desuden havde Dansk Design Center selv en fjerde paneldebat med i SXSW’s officielle programindhold, om open source forretningsmodeller som en potentielt central komponent, når fremtidens fabrikation skal designes.

De to workshops – med titlerne ’Co-Create Your Perfect City’ og ’Designing Empathy in Digital Health’ bestod dels af oplæg fra nordiske eksperter og virksomheder, men gav også deltagerne mulighed for at prøve kræfter med nordiske designmetoder i praksis. Begge workshops foregik hos det internationale designbureau Fjord, i deres 2500 m2 store studio midt i downtown Austin, Texas – hvor den menneskelige empati altså i år på SXSW sloges med den kunstige intelligens om overskrifterne.

 

Kommentarer