Kreative take-aways fra Boost Workshop

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Kreative løsninger behøver ikke tage så lang tid, som de fleste tror. Bureaubiz var forbi workshoppen Creative Boost og høre hvad deltagerne tog med sig videre fra arrangementet.

KL. 09 i morges sad op imod 60 mennesker forventningsfuldt klar i konferencesalen på KEA på Nørrebro i København. Grunden til at de befandt sig her, og ikke på deres pinde rundt om i branche-landskabet, var fordi de havde valgt at udsætte sig selv for en kreativ saltvandsindsprøjtning til workshoppen Creative Boost – arrangeret af Kreativitet og Kommunikation.

Det var dog ikke kun branchefolk, der var mødt op for at deltage i workshoppen. Blandt andre var der også selvstændige fotografer og bankfolk at spore til det 3-timers forløb, der havde til formål at inspirere til mere kreativ tænkning – og var anført af Dorte Nielsen og Erik Rodin.


To eksperter i kreativitet på hver sin facon. Dorte Nielsen og Erik Rodin.

Dorte Nielsen har vi skrevet om intensivt i forbindelse med hendes for nylig udgivne bog ‘The Secret of the Highly Creative Thinker’, som introducerer et syn på kreativitet, som værende noget alle kan lære.


Erik Rodin fremviste en sjov poo-party metafor, for hvad der sker, når der er en negativ type med i en brainstorm-proces.

I modsætning til Dorte Nielsen er Erik Rodin et lidt ubeskrevet blad herhjemme. Erik Rodin er dog tidligere bureau-ansat på bla. We Love People. Siden hen har han dog mest gjort sig gældende udenlands, bla ved åbning og ledelse af Hyper Islands kontor i London. Pt. er Erik Rodin en del af teamet hos det London-baserede bureau August Public, der arbejder i spændingsfeltet mellem innovation, organisationskulturer og forandringsledelse for nogle af verdens største internationale virksomheder – som eksempelvis Google og Pepsi.

Dagen på KEA var, udover oplæg fra de ovenstående, fuld af praktiske kreative øvelser og udfordringer på tid, som deltagerne skulle løse både i par og i større grupper. Bureaubiz har talt med et par af deltagerne i workshoppen om, hvad de tog med sig videre fra dagen – i forhold til kreativitet.

Louise Lahn, art director hos Montdor

Hvad er dit kreative take-away fra dagens workshop?

“Det vigtigste som jeg har kunnet tage med, er at ting ikke behøver at tage så lang tid, som man tror. Vi lavede en ret stor opgave på næsten ingen tid. Det var enormt interessant at opleve, hvordan en stram tidsramme kan få én til at præstere mere end man troede, at man kunne.”

Var det ikke stressende?

”Jo, det var da enormt stressende og til at starte med tænkte jeg da også, at det var helt umuligt for mig at nå at løse disse opgaver på så kort tid. Men så finder man ud af, at man alligevel godt kan lave noget, der giver mening på ganske få minutter. Det kan godt være, at det ikke er perfekt, men det er en god begyndelse, til noget der kan blive godt”.

 

Mads Ohrt, senior creative, Black Rabbit 

Hvad er dit kreative take-away fra dagens workshop?

”En af de ting som jeg vil tage med mig er, at man kan nå at generere flere idéer på kortere tid end man tror. På workshoppen været under konstant tidspres, men det har overrasket mig at se, hvor langt man egentlig kan nå. Det er reassuring i forhold til dagligdagen, hvor man tit føler, at det tidsmæssigt er umuligt at nå at løse en opgave, når den rammer en. Og der har jeg i dag lært, at man kan nå meget længere end man tror, ved blot at sætte en time af til at generere nogle idéer.”

Føler du dig boostet kreativt?

”Ja, det synes jeg rent faktisk. Jeg tager nogle gode pointer med mig. Bl.a. var der en god pointe med, at man kan komme til at forurene en brainstorm ved at ’skide i poolen’. Forstået på den måde, at hvis bare der er én i en brainstorm-session, der har nej-hatten på, så skaber han et miljø, som ingen har lyst til ’at bade’ i på grund af lorten, der flyder rundt.”

 

Athena Fishermann, selvstændig fotograf, der arbejder med undervisning i folkeskolen

 Hvad er dit kreative take-away fra dagens workshop?

”Jeg tager mange ting med fra i dag. F.eks. er der mange af de kreative øvelser vi laver i dag, der med fordel også kan bruges i folkeskolen, og som ville egne sig til børn, der tænker anderledes og børn med diagnoser.”

Hvad tager du med dig helt personligt?

”Det jeg tager med fra i dag, er at jeg har formået at finde legebarnet frem igen. Jeg havde lidt problemer, da vi skulle tegne og senere lave en helt konkret prototype på en idé. Men der lærte jeg bare at gå i krig med det, og så kørte processen slag-i-slag derfra. Så legebarnet er ligesom blevet vækket, fordi jeg ikke lyttede til hjernen, da den sagde ’det kan du ikke’ – og så i stedet overskred min grænse for hvad jeg troede jeg kunne”.


Kamp om materialer i forbindelse med 7 minuttes prototype-produktion. 

Føler du dig boostet kreativt efter forløbet?

”Jeg kan faktisk mærke, at der er gået nogle andre forbindelser i gang. Det er spændende – og lidt utroligt, at jeg kan mærke det allerede efter få timers øvelse.”

Mark Schmidt Andersen, grafiker på Albino

Hvad er dit kreative take-away fra dagens workshop?

“Jeg har oplevet, at jeg gennem de sidste par år er begyndt at bruge mere og mere tid på de arbejder jeg laver. Jo mere jeg lærer i branchen, jo mere tid har jeg følt, at jeg skal reflektere over mit arbejde. Det tror jeg, at jeg i dag har indset, at jeg skal vænne mig af med. I stedet for at sidde og fundere over noget en halv dag, så skal jeg hellere bare kommer ud over stepperne og producere, få sendt nogle idéer afsted og få noget feedback, før jeg konkretiserer idéen alt for meget”

Føler du dig boostet kreativt?

”Ja, jeg føler mig boostet kreativt. Jeg har nogle værktøjer som jeg kan tage fat i igen. Jeg kendte måske til de fleste af dem i forvejen. Men i dag har jeg fået en bedre forståelse for, hvad det er de kan og hvorfor de derfor er vigtige”.