Lille bureau snupper folkekirkekampagne

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Det unge bureau Faber x Bækdal har givet nogle af branchens store spillere baghjul i kapløbet om en ny kampagne for folkekirken.

Faber x Bækdal har overhalet Primetime, Operate og Seismonaut indenom i et pitch fra folkekirken og skal med en ny kampagne gøre unge i alderen 18-25 år opmærksomme på tilbuddet sjælesorg.nu.

Hjemmesiden er led i projektet ’Sjælesorg på nettet’, der gør det muligt via chat at få en fortrolig samtale med en præst. Projektet er støttet over en treårig periode af Folkekirkens Fællesfond og landets ti stifter og er et gratis tilbud til at alle med sjælesorger.

”Faber x Bækdal vandt kampagnen, fordi de havde den mest kreative tilgang til projektet og en meget overbevisende måde at forankre idéen på de sociale medier. Vi gør tit tingene indefra og ud i folkekirken, og det er dejligt at få et helt nyt take på, hvordan vi kan kommunikere,” siger præst og projektleder Pernille Hornum.

Faber x Bækdal er stiftet i 2016 af AD’er Anders Faber og tekstforfatter Jan Bækdal, som begge er tidligere kreative direktører i Kunde & Co. På kundelisten er Danish Crown, FDM, EDC Erhverv, Vacansoleil, Premier Is og nu altså også den danske folkekirke.

Bureauet har ifølge tekstforfatter og kreativ direktør Jan Bækdal bygget flere spredningsmekanismer ind i kampagnen for ’Sjælesorg på nettet’.

”Det er sådan, vi godt kan lide at arbejde. Vi tror ikke på, at man blot skal købe sig til visninger. Skal man ramme målgruppen ægte, skal den organiske spredning tænkes ind i ideen fra starten af.”

Kampagnen sættes i søen til august.