Tirsdag aften vandt ‘All That We Share’, af &Co. for TV 2, en guldløve i Cannes. På aftenen havde instruktøren bag, Asger Leth, ikke indfundet sig på rivieraen endnu. Leth landede dog på danskerstranden torsdag, hvor han var i samtale med brandingchef for TV 2, Vicky Wassmann Dahi, om sit virke som instruktør.
Bureaubiz benyttede lejligheden til at høre nærmere om arbejdet bag ‘All That We Share’-filmen.
Hvad tænke du, da du blev præsenteret for ‘All That We Share’-konceptet?
”Jeg var bare fulstændig tændt fra starten af. Jeg fik ideen præsenteret fra TV 2 og &Co., og for mig var det bare sådan – ok hold the horses – den film skal jeg lave – der er ingen diskussion. Den film vil jeg slå ihjel for at lave.”
Hvad var det, der tændte dig?
’Den største styrke i konceptet var klart sandheden i det. For at få dette til at gå op, skulle vi caste mennesker så ægte som muligt, og sørge for at de ikke vidste noget på forhånd og stole på, at dette eksperiment kunne lykkes – og at de medvirkende ville træde i karakter foran os og det gjorde de. Det var en kæmpe gave.”
Hvordan fik I folk til at åbne op i sådan en grad, som man ser i filmen?
“Vi havde jo det her take på projektet, at det skulle være fuldstændig sandfærdigt. Derfor blev vi nødt til at lave en aftale med dem, der mødte op for at deltage i filmen om, at det her er sandt, og at vi kunne ikke drømme at klippe dem på en manipuleret måde – eller indsætte fake reaktioner – eller vise noget, der ikke var rigtigt. De skulle vide, at vi ikke kunne drømme om at tage røven på dem. Da castet jo ingenting vidste i forvejen, risikerede vi jo faktisk, at de bare ville løbe væk, når de hørte, at de skulle være så ærlige, som konceptet krævede.”
Hvordan undgik I så, at castet løb skrigende bort?
”Det kunne også være sket. Allerede inden castet skulle ind i studiet, blev de sat i nogle grupper, der senere skulle udgøre disse bokse, man ser i filmen. Inden de kom ind i studiet, fandt deltagerne derfor sig selv i grupper med f.eks. otte andre bandemedlemmer eller ti andre fitnessfreaks – eller i en gruppe af folk fra socialgruppe fem. Det var mega grænseoverskridende for folk, og der var nogen, der var ved at gå, fordi de var bange eller utrygge ved situatioen. Så vi måtte understrege den her usynlige kontrakt mellem os og dem – om sandheden. Jeg sagde: ’Ja, det er ubehageligt at i finder jer selv i disse grupper, jeg ved at det er totalt grænseoverskridende, men det er det det hele handler om. Denne dag er en invitation til at hjælpe med at bryde de her barrierer ned – og vi håber at I vil være med til.”
Hvordan gik selve optagelserne så?
”Det blev en fuldstændig fantastisk proces. Det var vidunderligt at se, at folk faktisk oprigtigt synes, at dette eksperiment var værd bruge sin tid på – og at det gik de gik fuldstændig ind på præmissen. Så folk gik heldigvis ikke i frokostpausen, og det tror jeg var fordi de decideret selv fik noget ud af denne proces.”
For at understrege den særlige stemning, der var på settet, læser Asger Leth op af et brev, han har fået tilsendt af en af de medvirkende i eksperimentet, efterfølgende:
”Til teamet. Tak for en helt fantastisk oplevelse i lørdags. En oplevelse jeg først rigtig selv fik fordøjet, da jeg fortalte min hustru om det om søndagen. Der blev på forunderlig vis hele tiden ved med at dukke små detaljer op i min erindring, om ting der var sket i løbet af dagen og som jeg havde registreret, men ikke rigtig hæftet mig ved i situationen. Jeg betragter mig som et rimeligt rummeligt menneske, men det kommer alligevel bag på mig at se, hvem der reagerede på hvilke spørgsmål, og jeg blev samtidig en del klogere på mig selv. Der var sågar nogle, af de andre medvirkende, der talte om at der hvilede sådan en slags sandhedsserum over hele lokalet, der gjorde at man var mere ærlig i sine svar – ærligere end man ellers ville være i venners lag.”
”Det var dens slags reaktioner man også kunne fornemme i rummet den dag, og det er den eneste gang i min karriere at jeg selv er brudt grædende sammen under en optagelse. Det var utroligt – og det vidner om, hvad det var som vi var med til den dag.”
Hvis vi nu ser bort fra selve ’All that we share’ og kigger på det bredere perspektiv. Hvad er det så, der gør, at dansk reklame pludselig oplever en hidtil uset grad af succes?
”Jeg føler, at vi er et sted, hvor vi tænker idéer på et andet plan. Lidt ligesom vi havde tidligere i dansk film, da den blev revolutioneret med Dogme-bevægelsen, så sker der et eller andet nu på reklamefronten. Der bliver tænkt på en anden måde, der er noget andet grundvand, der bliver trukket op. Der bliver tænkt nogle idéer der resonerer, ikke bare i Danmark, fordi de rammer noget grundvand, der resonerer i hele verdenen.”
Hvad tænker du om det?
”Jeg synes, at det er fantastisk, at vi i Danmark er begyndt at lave reklamefilm, som vi kan se rykker noget i folk i massevis over hele verdenen. Og hvis man tænker over det, så synes jeg ikke man skal være bange for populisme. I vores film inkorporeres bitte små næsten hemmelige positive beskeder – eller holdninger – som er skjult – men de er der – og det kan man mærke helt ned i den måde kameraet bevæger sig og kigger på menneskerne på.
I en reklamefilm som vores, som rammer 300.000.000 – så prøv lige at tænke på hvor mange vi rammer med et positivt opbyggeligt budskab. Hvor mange indie film og små dokumentar film skal man lave for at komme i nærheden af at rykke så mange folk? Mange. Så det er en fantastisk gave at vi kan det – og det synes jeg man skal tage alvorligt,” slutter Leth på Le Gold Plage.
Hvis al den snak om ‘All That We Share’ skulle ha’ givet dig lyst til at se filmen igen – så kan du se den lige her:
