Ny direktør for Kindly

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Kindly hiver forhenværende TV 2-marketingdirektør ind som ny bureaudirektør.

Tidligere marketingdirektør hos TV 2, Dorte Helene Dam, skal være ny bureaudirektør for Kindly, hvor hun blandt andet får til opgave at skabe kendskab til bureauet.

Hun træder dermed i Christian Schønnemanns fodspor, som har valgt at stoppe efter 2,5 år som bureaudirektør.

Kindly blev stiftet i april 2014 og er sidenhen vokset fra 24 til 35 medarbejdere.

Dorte Helene Dam er overbevist om, at de fleste marketingfolk efterhånden nok er enige med hende i, at klassiske kampagner ikke længere slår til.

”I dag er det ikke nok at agere overfor sine kunder, man må også interagere med dem,” siger Dorte Helene Dam.

Derfor er hun allerede i færd med at udvikle en ny kommunikationsplatform, hvormed det er hendes hensigt at gøre det unge bureau kendt som et ’interaktionsbureau’:

”Vi har givet os selv etiketten Interaction Agency. For hos Kindly skaber vi den slags interaktioner mellem brands og deres kunder, som sikrer mere personlige oplevelser. Det glæder jeg mig meget til at fortælle markedet om,” siger Dorte Helene Dam.

Koncerndirektøren for moderselskabet Clausen Gruppen, Henrik Larsen, glæder sig over samarbejdet:

”Vi er rigtig stolte af, at Dorte Helene har sagt ja til at stå i spidsen for Kindly. Hun er virkelig en stor kapacitet at få indenfor dørene, og det siger en del om, hvor langt vi er nået som bureau. Det har været nogle begivenhedsrige og fantastisk udviklende år, som danner afsæt for, hvor vi står i dag. Med Dorte Helene ved roret i København, er vi klar til at tage det næste skridt fremad, og jeg tror, at den kommende tid bliver rigtig spændende,” siger han.