Ny marketingdirektør på udkig efter medarbejdere og bureauer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den nye marketingdirektør kommer fra 10 år i et andet køkkenfirma og skal nu ud at sondere terrænet mht. nyt bureausamarbejde samt ansætte nye medarbejdere.

JKE Design har fået ny marketingdirektør. Det er Helle Fyllgraf, der kommer fra Invita, hvor hun har været marketingdirektør i 10 år.

Om den nye marketingdirektør siger Lars Bay-Smidt, adm. direktør i Ballingslöv International Danmark, som bl.a. ejer JKE Design:

”Helle Fyllgraf er en stor kapacitet inden for branding af kvalitetskøkkener og har vist, hvor godt og tæt et forhold, det er muligt at etablere med forhandlere. Hun har de helt rigtige kompetencer i forhold til JKE Designs ambitioner. Virksomhedens 2020 strategi handler i høj grad om, at langt flere private og erhvervskunder skal opdage, at JKE Design er nordjysk håndværk og kvalitet, som er svær at komme uden om.”

Helle Fyllgraf har fået til opgave at opbygge en ’stærk marketingafdeling’. Hvad det nærmere betyder, fortæller hun her:

“Det handler om at opbygge det rigtige strategiske fokus i marketingfunktionen og sikre sammenhængen i alle vores aktiviteter. Hvor mange ansatte det kræver er for tidligt at sige. Pt har vi kun en enkelt medarbejder udover mig selv i marketing, men vi skal lige finde ud af, hvilke kompetencer, vi har brug for,” siger Helle Fyllgraf.”

Indtil videre arbejder Helle Fyllgraf derfor med brug af freelancere.

Også bureausamarbejdet skal op til revision.

I foråret hjalp Mensch JKE Design med strategi til et nyt koncept, men det samarbejde er ikke nødvendigvis fortsættende:

”Vi har ikke taget stilling til om vi fortsætter med Mensch. Vi er netop i gang med at sondere terrænet, om hvilket bureau vi skal bruge,” siger Helle Fyllgraf og fortæller lidt mere specifikt her, hvad første opgave for et eventuelt nyt bureau kan komme til at gå ud på:

”Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde for og med JKE Design. Jeg har sagt ja til jobbet, fordi mærket har et større potentiale, end vi ser foldet ud i dag. Alle i JKE Design er stolte over den utrolig gode kvalitet, og man opdager hurtigt det gode håndværk, når man kommer ind i virksomheden. Alligevel viser alle målinger, at kendskabet til brandet ligger lavt. Det skal vi have lavet om på, og det glæder jeg mig til at stå i spidsen for.”

Når en marketingdirektør starter i et nyt job, betyder det jo, at der også sker ændringer i andre virksomheder. Således erstatter Lars Vesbo Christiansen Helle Fyllgraf hos Invita. Han har fået titlen brand manager.

Og Steen Gyldendal, der var marketingdirektør hos JKE Design indtil maj i år, er nu head of marketing hos Flügger.