Nye influencers til ungt bureau

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Influencerbureauet SMAC Agency har vokseværk på medarbejdersiden såvel som i udbuddet af hotte influenter.

Komiker og skuespiller Casper Christensen og den noget yngre Snapchat-stjerne med aliasset Lakserytteren er nye på menuen hos influencerbureauet SMAC Agency.

Med de to kan bureauets kunder nu vælge mellem 46 influenter, der alle inden for deres respektive felter hitter på de sociale medier og altså kan hjælpe virksomheder med at nå attraktive målgrupper.

”Vi er stolte over, at netop Casper Christensen og Lakserytteren har valgt at lægge deres kommercielle SoMe-aktiviteter i hænderne på os her hos SMAC. Både Casper og Lakserytteren er second to none inden for deres felt, og der er allerede meget stor interesse fra både danske og globale brands, der ønsker at indgå strategiske influencersamarbejder med dem begge,” siger SMAC Agencys direktør Pernille C. Lotus.

Bureauet, som har godt et år på bagen, tæller pr. 1. februar fem medarbejdere.

SMAC har internationale kunder som Sony, Ecco, Johnson & Johnson, McDonalds og HBO Nordic, og blandt influenterne er Szhirley, Joey Moe, Emil Thorup og Saseline Sørensen.