Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Modeugen er fest, sjov og netværk for dem, der har en invitation. Pandora er gået sammen med Eurowoman for at bringe modeugen ud til forbrugerne.

Selvom Pandora ikke selv har et modeshow under modeugen, der foregår i disse dage, opfatter de sig selv som et fashion brand.

Nu er modeugen især for inviterede gæster og Pandora ville gerne bringe modeugen ud til forbrugerne med fokus på, hvad Pandora kan tilbyde og samtidig med henblik på at få flere kunder i butikkerne.

Den opgave fik bureauet Thinkhouse, som også blev bedt om at finde en samarbejdspartner.

Det blev til et samarbejde med Eurowoman, som har en af deres travleste perioder under modeugen.

Samarbejdet går ud på, at Pandora løser logistikken for Eurowoman og fragter journalister og fotografer fra det ene modeshow til det andet. Når Eurowoman udgiver artikler, opslag og annoncer på de sociale medier, er Pandora-bilerne med i billedet og hashtagget med #DoPandora, som er Pandoras hashtag for sommersæsonen.

Udover at blive forbundet med Eurowomans dækning af modeugen, vil Pandora i næste uge følge op på modeugen med at de bloggere, som Pandora samarbejder med, kommer til butikkerne på Amagertorv og i Fields for at fortælle forbrugerne, hvad de har oplevet i modeugen og give tips og inspiration videre til Pandoras kunder.

”Det er en taktisk kampagne, som tager udgangspunkt i et mediesamarbejde og et ønske om at bringe modeugen ud til forbrugerne,” siger nordic PR og marketing director for Pandora, Lajs Kaznelson Stokholm, som også nævner, at det er første gang, man prøver sådan et samarbejde.

Kommentarer