Thomas Torp: En kreativ leder skal coache, ikke være udøvende

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I Danmark har bureauerne oftest kun én kreativ leder. Det giver den udfordring, at mange af dem er mere udførende end ledende.

I Danmark er bureauerne for små til at have mere end én kreativ leder og det betyder, at en kreativ leder både er udførende og leder den kreative afdeling.

Og det er et problem, mener Thomas Torp, der midlertidigt har indtaget stolen som kreativ leder hos Konstellation & Republica.

”Det efterlader ofte en masse frustrerede medarbejdere, også fordi mange kreative chefer er bedre til det kreative end til det at lede andre.”

En kreativ leders fornemmeste opgaver er ifølge Thomas Torp at coache de kreative:

”Man skal give sig tid til at understøtte et talent, når man er leder. I den danske reklamebranche har en kreativ leder mange kasketter på og han – eller hun – har ofte travlt med at være udfarende og udøvende,” siger han og fortsætter:

”I stedet skal en kreativ leder fokusere på at vise den kreative retning og sørge for at processen mellem kreative, plannere og kunder fungerer godt.”

Netop den rolle er Thomas Torp ved at kickstarte hos Konstellation & Republica. Han driver sideløbende sit eget filmbureau TorpBerthelsen og det er også her han vender tilbage til på fuld tid, når den rette afløser på Konstellation & Republica er fundet.