Tips til prototyping

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Martin Mohr, der er Group Creative Director på Hjaltelin Stahl, gav til Creative Works sine bedste prototyping-tips baseret på egne erfaringer.

Når man sidder på bureau og banger igennem på kaffe og kreativitet, sker det ofte, at man finder på en vild idé ud fra devisen: ”Hvad nu hvis ..?” Det er dog sjældent, at disse ’geniale’ idéer bliver ført ud i livet. Men en god idé kan faktisk snildt blive til virkelighed – og prototyping er vejen.

I konferencerummet på Hotel Scandic indleder Martin Mohr sit oplæg med ordene:

”Når man kaster sig ud i prototyping, er der mange mærkelige ting, der kan ske undervejs, som vi ikke er vant til i reklamebranchen. Derfor har jeg lavet en prototyping-guide 1.0, så I ikke behøver at lave de samme fejl som mig”.

Martin Mohr har de sidste syv år arbejdet med kreativ innovation og prototyping på blandt andet TBWA, som han har været Creative Director for både i Helsinki og i New York.

Her kan du se et af Martins projekter fra hans tid på TBWA Helsinki. Det krævede fire prototyper, før det udmøntede sig i en Adidas-kampagne du kan se her:

Martin Mohr havde til sit oplæg til Creative Works udarbejdet en håndfuld konkrete tips, hvoraf udvalgte følger.

Det ’perfekte’ team
Først og fremmest er det vigtigt at have et hold, der kan løfte opgaven.

”Når man laver reklamer, er det vigtigt at have det rigtige team, men når man laver innovation og prototyping – så er det endnu vigtigere”, fortæller Mohr.

Martin bedyrer, at det er ekstremt vigtigt i forhold til prototyping at have en helt særlig ’go-to-guy’, som kan hjælpe en med teknisk sparring og viden. Hvad er muligt, og hvad er ikke muligt?

Men hvad er titlen på sådan en person? Det skrev og spurgte Mohr sin egen ’go-to-guy’ om.

Du kan se deres korrespondance her:

Martin: ”I´m talking to this creative event tomorrow and I need to tell them what you are. How do you describe yourself?

X: ”Let me think”.

Martin: ”Thanks!”

X: ”Technical Designer??”

Martin: ”Why the question marks?”

X: ”Or maybe Fake Engineer”.

X: Or Creative Scientist”.

Martin: ”That’s not a profession – are you telling me that you don’t know what it is you do?”

Dette udgangspunkt udmøntede sig i en lidt længere korrespondance mellem Martin og hans ‘go-to-guy’.

I sidste ende nåede Martin og hans ‘mand’ frem til, at titlen “elektronikingeniør med firmwarekodnings-egenskaber” var passende.

Martin understreger:

”Mark my words – I skal finde sådan en person, hvis I skal ud og bygge ting. Det kan være, at han findes i jeres eget hus, men han skal sandsynligvis findes udenfor. Han er ikke bare en creative technologist, han skal kunne nogle flere ting”.

På Martins perfekte team er en designer også særdeles uundværlig, fortæller han:

”Meget i prototyping er ’fake it till you make it’. Hvis man skal vise en kunde, hvordan det, man udvikler, rent faktisk fungerer, så er det vigtigt, at man kan illustrere det på en overbevisende måde, så alle kan se projektet for sig”

Lovens forlængede arm
På det perfekte prototype-hold kommer man, ifølge Martin, ikke uden om en ingeniør – eller det, han kalder ‘en kreativ ingeniør’. Men personen, der skal fuldende holdet, er mindre åbenlys. Det skal være en, der har styr på lovgivning.

Martin uddyber:

”Det, man virkelig gerne vil undgå, når man bygger disse fysiske prototyper, er at komme til at slå nogen ihjel. Når man bygger noget, som folk har på eller drikker af eller sætter fast på deres huse, så er man pludselig derude, hvor det ikke bare er en idé længere – men det er noget, der findes i virkeligheden. Og hvis det er en skod idé, så kan den i værste fald komme til at slå folk ihjel. Det kan ske hurtigt eller over lang tid”.

Martin Mohr foran den ene halvdel af Creative Works-klientellet, der var opdelt i to sale.

Gimmick vs. produkt
En anden vigtig ting, man skal forholde sig til, når man ’prototyper’, er at gøre op med sig selv, om man laver en ’one off’-gimmick, eller om man vil lave et reelt produkt.

”Gimmicks er det, jeg vil anbefale, når man ‘prototyper’. I det øjeblik du går ud og laver et forbrugsprodukt – f.eks. en form for wearable – så sker der pludselig en hel masse ting. Så er du pludselig reelt en del af deres hverdag, hvor du connecter med deres egne devices. Og bare den plastik, som din wearable er lavet af, kan gå hen og have kæmpe betydning”.

Martin fortsætter:

”Jeg ville holde mig til gimmicks, med mindre alle involverede er sindssygt engagerede i det her projekt”.

CE-mærkning
Hvis man alligevel vælger at gå ind i produktudvikling, så er der noget, man ikke kommer uden om, fortæller Martin.

”Hvis I overvejer at lave rigtige produkter, så bliver I nødt til at vide noget om CE-mærkning. For det kan virkelig spænde ben for ens projekt. Når man går fra at lave reklame til at lave reelle produkter, er der bare rigtig mange ting, der skal tages højde for”.

’Low-orbit ideas’
Når man arbejder som kreativ, støder man uundgåeligt på rigtig mange idéer. Men hvilke idéer skal man egentlig forfølge, og hvilke er en tand for ambitiøse eller langt ude i prototyping-sammenhæng?

Det har Martin et eksempel på.

”Jeg var i selskab med nogle udviklere, der sad og ramblede om at sende alt muligt til Mars. Det var lidt trættende at høre på, når nu man ikke hedder Elon (Musk, red). Så jeg endte med at sige til dem, at de lige skulle slappe lidt af med deres sindssyge idéer. Efter en lille pause var der en af udviklerne, der tog ordet: ”Ja, okay. Mars er ’off the chart’… – Men vi kan helt sikkert sende noget i low earth orbit!”

Ud fra denne samtale har Martin udviklet sit helt eget princip, der kan afgøre, om en idé er realistisk eller ej. Det kalder han ’low-orbit ideas’.

”Er det her en low-orbit-idé, eller er det en Mars-ide, der ikke kan lade sig gøre? Jeg vil anbefale, at et team finder ud af, hvor deres low-orbit-grænse ligger – og så udvikler med den som paraply”, fortæller han.

Christmas Spotlights
I dag sidder Martin på Hjaltelin Stahl, hvor der tit opstår gode og til tider højtflyvende idéer omkring kaffemaskinen.

Men også disse kan blive til en realitet, når folk forener kræfterne.

Afslutningsvis i sit oplæg fortæller Martin nemlig om et prototype-projekt, som bureauet startede i forbindelse med en kampagne for Det Kriminalpræventive Råd. Det endte med et reelt produkt. Selv om det var tanken undervejs, kom det i sidste ende dog aldrig i handelen.

Til gengæld gav projektet genlyd verden over og fik op imod 180 millioner medie-impressioner.

Kampagnen hedder Christmas Spotlights, og du kan se prototypen udfoldet her:

Hvis du har kommentarer om prototyping, så kast en kommentar i kommentarfeltet nedenfor.

Creative Works er den faglige dag, der ligger forud for CCA17 – Creative Circle Awards, der finder sted fredag den 19. maj. Du kan købe billetter her