Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Wichmann/Schmidt har hjulpet med drejebogen til Tivolis nye reality-show, der skal markedsføre en kommende forestilling og som bliver vist på forlystelseshavens egen tv-kanal.

Når Tivoli i dag starter en audition op for at finde den helt rigtige kvindelige hovedrolle til Tivolis nye musical Hairspray, tager forlystelseshaven et nyt marketingværktøj i brug.

Man gør nemlig en dyd ud af nødvendigheden. Hele processen bliver samtidig til markedsføring af musicalen, idet man starter et realityshow på Tivolis egen tv-kanal, hvor man igennem flere shows følger de mange unge piger, der tilmelder sig audition indtil man har fundet den pige, der skal have hovedrollen.

”Vi laver en slags X Factor båret på egne kanaler, hvor man følger jagten på den kvindelige hovedrolle. Silas Holst, der har den mandlige hovedrolle, spiller vært i musicalens tv-show og bliver også vært gennem hele markedsføringsforløbet,” siger Tivolis marketingchef Thomas Erichsen.

Ideen til kampagnen og tv-showet opstod hos Tivoli, men man har brugt Jonathan Wichmann og Jesper Schmidt – der startede for sig selv som Wichmann/Schmidt i februar i år – til at hjælpe med drejebogen og kampagneplanen, mens Electric Park er produktionsselskab.

Tv-showet bliver en slags parallelforløb til selve musicalen, som handler om en ung pige, der måske ikke lige har udseendet med sig til at blive en musical-stjerne, men som alligevel kæmper om at komme med i et tv-show.

”Vi følger udvælgelsen fra vi indleder jagten på Tracy, som hovedpersonen hedder, gennem audition og workshop, som nogle af pigerne udvælges til og over træningsforløbet for den pige, der løber med hovedrollen til premieren. Den historie om at stræbe efter sine mål og tro på sig selv handler selve musicalen også om”.

Formålet med kampagnen og tv-showet, som drives via presse og på egne og sociale medier som Facebook, Instagram, Tivoli TV (YouTube), LinkedIn, Twitter, nyhedsbreve og web, er at engagere og involvere og dermed at sælge billetter til musicalen.

Også Silas Holst og de andre kendte, der er med i musicalen: Martin Brygmann, Lene Nyström og Julie Zangenberg deltager i jagten på Tracy og kampagnen gennem deres egne kanaler.

Hairspray spiller fra den 10. marts i Tivolis Koncertsal. Herefter tager musicalen over broen og får premiere i Jyske Bank Boxen i maj 2016.

Kommentarer