Ungt reklamebureau er kommet godt fra start

Peter Engholm
25@mail.dk

Et ni måneder gammelt reklamebureau mener at have fundet et hul i branchen – et hul, der udfyldes af kreative kræfter og medicinsk ekspertise under samme tag.

Siden stiftelsen i august har et dansk reklamebureau med fokus på healthcare skaffet ordrer fra en række internationale pharma/medico-virksomheder. På kundelisten står således i dag Actavis, Roche Diagnostics og Widex samt to virksomheder, der er så nye på listen, at deres navne endnu ikke kan offentliggøres.

“Vi profilerer os benhårdt som healthcarespecialister. Ikke noget bundgarnsfiskeri, hvor vi håber på at fange revl og krat med påstande om at kunne det hele for det halve. Vi kender pharma- og medico-branchen indefra, det er vores niche,” siger Anne-Christina Hoff, der er account director.

Bureauets navn understreger også dets fokus: Team Healthcare.

Ifølge Anne-Christina Hoff udfylder Team Healthcare et hul i branchen, hvor bl.a. Kunde & Co. satsede for få år siden. Hun har tidligere været account director i healthcaredivisionen hos selvsamme Kunde.

“Lige nu er vi nok det eneste bureau i Danmark, der tilbyder kombinationen af medicinsk indsigt, strategisk marketing, kreativ udvikling og implementering på højt niveau. Det gør, at vores kunder betragter os mere som ligeværdige partnere end et almindeligt reklamebureau,” siger Anne-Christina Hoff.

Men hvor står I sammenlignet med f.eks. Ogilvy Healthworld og Agents – sidstnævnte blev stiftet samtidig med jer.

“Agents har også fokus på healthcare, men er et kommunikationsbureau, hvor vi er et reklamebureau. Og i forhold til en række healthcare-bureauer nøjes vi ikke med at have en medicinsk konsulent tilknyttet – her er konsulenten en del af bureauet,” siger Anne-Christina Hoff.

Team Healthcare består af fire personer – udover Anne-Christina Hoff drejer det sig om medical consultant Jesper Møller, der i en årrække har arbejdet for bl.a. Novo Nordisk, Coloplast og AstraZeneca, samt copy writer Christian Møgeltoft og art director Lars Green, der begge har over ti års erfaring med opgaver inden for healthcare.

Anne-Christina Hoff kalder firkløveret for en “effektiv lille enhed, der har dét, der skal til for at løfte opgaverne” – men iler med ikke at være ekskluderende:

“Vi er et netværks-bureau og samarbejder ofte – og meget gerne – med andre kreative, med onlinebureauer og folk, der kan levere mediaplaner og analyser,” siger Anne-Christina Hoff.

Team Healthcare præsenterer sig således på sin hjemmeside.