Zupa har vundet mediekoncern med eget bureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Selv om Aller samler 8 enheder i et nyt nordisk bureau-netværk, udelukker det ikke bistand udefra. Og Zupa skal ’hjælpe hele vejen rundt’.

I går omtalte vi på Bureaubiz nyheden om, at Aller havde samlet 8 nordiske enheder – heraf 2 danske; AllerCp og Datagraf – i ’et af Nordens største bureaunetværk’, som har fået navnet Ahead Group.

Men fordi man har 350 medarbejdere inhouse i netværket, udelukker det ikke, at man skal have ekstern bureauhjælp.

  

Aller har efter en bureausondering valgt Zupa som samarbejdspartner på Datadriven Marketing Automation.

Marketingchef hos Aller, Heidi Eriksen, siger:

”Zupa skal hjælpe hele vejen rundt. Der er et stort potentiale i den eksisterende portefølje af abonnenter – i forhold til både fastholdelse og udvikling – ligesom jeg er sikker på, at vi kan øge effektiviteten i rekruttering af nye abonnenter via begavet brug af data, content og kanaler. Vi glæder os over at have fået Zupa om bord og til samarbejdet.”

Aller udgiver bl.a. ugebladene Femina, Søndag og Billed-Bladet og magasinerne In, Elle, Mad&Bolig og Isabellas, der alle ”lever” fysisk og på forskellige digitale platforme. Dertil kommer forskellige kundeklubber.

Per Lobedanz Witthøfft, partner og direktør i Zupa, udtrykker sin glæde over valget på denne vis:

”Aller er en super interessant virksomhed med mange spændende forretningsmuligheder og -udfordringer. Kombinationen af mange produkter og services, en stor kundeportefølje, behovet for løbende at levere relevant content på tværs af platforme og et hav af data, der kan bringes i spil, passer rigtig godt til os.”

Der har henover foråret været arbejdet intenst på de første 2-3 koncepter, som er tæt på at gå live.