Både Arla og Emirates køber ind i Hollywood-magien

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Flyselskabet har brugt millioner på en kampagne med Jennifer Aniston, mens Arla har indgået et samarbejde om en ny spillefilm, hvor Castello er indarbejdet.

I en tid hvor digitale buzz-words og Big Data sætter dagsordenen, så kan store stjerner og Hollywood fortsat noget i markedsføringen.

Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at brugen af de store stjerner er aftagende – måske fordi den digitale verden også er ekstremt støjfyldt og stjerner tilbyder en vej gennem støjmuren.

På den hjemlige scene har Arla indgået en alliance med The Weinstein Company som grundlag for selskabets hidtil største globale satsning.

Castello-brandet er integreret i filmen “Burnt” med Bradley Cooper og Sienna Miller i hovedrollerne og samtidig har Arla fået rettigheder til at bruge filmens historie i sin globale kampagne, som skal introducere millioner af biografgængere og madelskere over hele verden til Castello ost.

“Burnt” har premiere i USA den 23. oktober og ventes at have premiere i Danmark i november (se trailer for filmen nederst).

Verdens største fly

Samtidig har flyselskabet Emirates netop lanceret en ny kampagne, hvor Jennifer Aniston spiller en hovedrolle.

Det er første gang, Emirates samarbejder med den internationale stjerne i en global digital- og tv-kampagne, der skal markedsføre selskabets satsning på verdens største fly, Airbus A380.

Reklamen starter med, at Aniston febrilsk leder efter badet og loungen ombord på flyet, hvilket fører til, at personalet gør grin med skuespillerinden. Det hele viser sig at være et mareridt, da hun vågner op i sin egen private suite på Emirates’ første klasse, hvor hun straks bliver bekendt med A380’erens lækre ”shower spa” og lounge.

”Jennifer Aniston appellerer til et globalt publikum, og det gør hende til det perfekte valg til vores kampagne. Aniston, der er en af de travleste kvinder i Hollywood nyder, ligesom mange af vores kunder, at koble af, når hun rejser. Hos Emirates sikrer vi, at oplevelsen bliver helt exceptionel,” siger Boutros Boutros der er Divisional Senior Vice President, i Corporate Communication og Marketing & Brand hos Emirates.

Instruktøren bag tv-reklamen er reklamefilmsveteranen og den Oscar-nominerede Brian Buckley, der har fået meget anerkendelse for sine utallige Superbowl-reklamer. RKCR/Y&R London har udarbejdet konceptet, mens manuskriptet kom til i et stort samarbejde mellem bureauet, Bryan Buckley og Emirates eget reklame-team.

Den global digitale og TV-kampagne vil blive lanceret i USA og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), og efterfølgende vil den i november blive rullet ud i de andre lande, hvor Emirates opererer – herunder UK, Tyskland, Frankrig, Italien, Indien og Australien. A380 bliver d. 1. december også indsat på ruten mellem København og Dubai.

Emirates har til dato investeret 20 millioner dollars i at sikre TV-spots over hele verden for kampagnen, som findes i en version, der varer 30 sekunder og en lidt længere version på 60 sekunder.

https://www.youtube.com/watch?v=IiGJlUVQDGk