Kommunikations- og designbureauet Stagis, der har eksisteret siden 1997, ansætter nu en aktiv bestyrelse og i første omgang én seniorprofil, der kan træde ind som partner. Flere skal efter planen følge.
Nikolaj Stagis, der som 20-årig stiftede bureauet, har i alle årene været frontfigur, der gerne bruger sig selv til at gøre PR for bureauet.
Blandt andet har han skrevet bogen ’Den autentiske virksomhed’ ligesom han rejser rundt og holder foredrag om ’autenticitet’.
Nu udvider han med nogle sparringspartnere i form af ansættelsen af en aktiv bestyrelse samt en seniorprofil – med partnerpotentiale.
De to bestyrelsesmedlemmer, der skal kunne træde ind i forbindelse med projekter, er Frederik Wiedemann, der er medstifter af og tidligere CEO for rådgivnings- og innovationsvirksomheden Red Associates, nu CEO for Agilic, og Thomas Hertz, der er tidligere marketing- og kommunikationsdirektør i DR, nu CEO for Stine Goya.
“Jeg har valgt at hente nogle folk ind, som hver især kan noget særligt inden for identitet, strategi og kommunikation – både i forhold til den daglige rådgivning, men også på bestyrelsesniveau,” siger Nikolaj Stagis i en pressemeddelelse.
Samtidig er der oprettet en ny seniorstilling, Director for PR & Communications, som er blevet besat af Anne Køster, der kommer fra et job som sekretariatsleder for Public Relations Branchen i Dansk Erhverv.
Udover en oprustning på det kommunikationsmæssige område, er det også planen, at der skal ansættes en designchef og en seniorprofil til det kulturelle område.
Desuden er der ansat en ny junior konsulent. Det er Maria Degnboel Østergaard. Maria har tidligere arbejdet med kommunikation for Venstre i Aarhus Byråd og hos kommunikationsbureauet Burson-Marsteller.