”Made from cool”-kampagnen skabt af &Co for Premium-brandet under Jack & Jones høster både opmærksomhed og anerkendelse – både herhjemme og internationalt.
De fem film med Christopher Walken – den anerkendte Hollywood-skuespiller, der aldrig før har medvirket i en reklame – har været særdeles flittigt læst og kommenteret på Bureaubiz, og hvis vi forener det hjemlige og internationale, så kommer der – fra lidt uventet kant – stor ros fra skuespilleren Ulrich Thomsen.
Danskeren har en international karriere kørende, ikke blot i USA, hvor anden sæson af tv-serien Banshee snart får premiere, men også i Tyskland, hvor mandens ubestridte tysk-evner – næppe så overraskende – værdsættes.
På Ulrich Thomsens twitter-profil gøres der reklame for Banshee, men også for de fem Christopher Walken-film med ordene ”Danish world class commercial making”.
Ulrich Thomsen er ikke uvant med reklame – om end man umiddelbart skal flere år tilbage for at spotte ham – men det er uvant, at skuespillere på egen hånd fremhæver reklameproduktioner.
Samtidig spreder omtalen af de dansk-skabte reklamer sig – ikke ukontrollabelt, men rigtigt:
”Reklamen har været på Buzzfeed, GQ, både reklame-websites og fashion-sites. Jeg sidder med 65 screendumps fra en lang, lang række lande,” siger Mikael Jørgensen, adm. direktør på &Co.
Han tilføjer:
”Formålet har været at hype kvalitet, ikke at få opmærksomhed for enhver pris. Vi har ikke seedet filmen, men søgt at gøre forarbejdet gennem iscenesættelsen og historiefortællingen. Derfor er det ikke antallet af YouTube-visninger, vi kigger på, men hvem, der ser og taler om kampagnen, og hvor de ser den.”
Mikael Jørgensen erkender, at selv med grundigt forarbejde og en ”kompromisløs kunde” som Jack & Jones, er der ingen garanti for rette omtale i de rette kanaler.
”Af dén grund er vi superstolte – og faktisk helt rørte – for omtalerne, som går på kommunikationen, på Christopher Walkens udtalte rolle og på, at produktet er helten. Kampagnen anerkendes også i modeverdenen, hvor man normalt ikke ser kreativitet i forbindelse med brugen af kändisser. Modebladene bugner med berømtheder, der har ure og parfume på,” siger Mikael Jørgensen.