Cookies: Ny vejledning skaber kun lidt klarhed

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Erhvervsstyrelsen er på trapperne med en ny vejledning om cookies. Medierne er bange for at cookie-reglerne kommer til at koste tabte annoncekroner og samtidig bliver svære at håndtere.

Selvom vejledningen om cookies-reglerne fra Erhvervsstyrelsen var forsinket og derfor ikke kunne udleveres, gav kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Brian Wessel, i går på et velbesøgt seminar hos Danske Medier et indblik i, hvad den nye vejledning kommer til at indeholde.

De vigtigste punkter var følgende

  • Et website skal tydeligt informere om, hvad formålet er med de cookies, der lægges på brugerens computer
  • Samtykke fra brugeren skal gives før websitet lægger en cookie på computeren
  • Mediet/indehaveren af websitet har hovedansvaret for at cookies bliver brugt til det formål, man beder om tilladelse til – også selvom der er tredjepartsvirksomheder inden over websitet.

Brian Wessel måtte dog indrømme over for forsamlingen, at selv med den nye vejledning til EU-direktivet, som blev vedtaget allerede i maj sidste år,  vil det stadig være svært, at vide nøjagtig, hvordan man skal begå sig for ikke at bryde cookie-loven og der vil ikke komme til at stå præcis i vejledningen, hvad et site skal gøre for at overholde loven – og dermed undgå bøder.

Det bekymrede deltagerne og selvom Brian Wessel flere gange højt og helligt lovede, at Erhvervsstyrelsen ikke med det samme vil begynde at uddele bøder, og at det ifølge styrelsen var tilstrækkeligt, hvis man kunne se, at medierne påbegyndte arbejdet med at skabe information og tillid til brugerne, mente flere af deltagerne, at det burde stå i vejledningen, så man ikke skulle frygte bøder, som evt. kunne nå op i en størrelsesorden på 100.000 kroner.

En anden bekymring fra salen og som skabte en del debat var, at brugerens samtykke skal gives før der må lægges en cookie på brugerens computer. Det blev fremført, at hvis brugeren kan logge af et website uden overhovedet at blive registreret som bruger, vil medierne miste en masse unikke brugere og dermed annoncekroner.

Det bekræftede Peter Loell, director hos OMG, da han sagde, at brugeren uden cookie-tilsagn vil miste værdi for mediebureauerne og dermed for annoncørerne.

Til gengæld sagde han også, at etikken omkring brugernes data kan være et konkurrenceparameter – og derfor er der en opgave i at fortælle mediebureauerne, at en høj moral hos medierne har en stor værdi.

Samtidig påpegede Peter Loell, at EU-direktivet er en kærkommen lejlighed, til at påpege overfor brugerne, at der er et paradigme skift fra free til fee – hvor fee kan være en betaling med cookies.

Endnu en bekymring fra salen var, at medierne er hovedansvarlige for, hvad cookies bliver brugt til. Også selvom der er mange tredjeparter – som man kalder det – inden over, når der er bannere på et site. Det kan være annoncenetværk, mediebureauer og andre, der lægger cookies på banner annoncer og bruger disse cookies til mange forskellige formål.

Brian Wessel fra Erhvervsstyrelsen og advokat Heidi Steen Jensen fra Horten Advokater, som rådgiver omkring cookies-direktivet, anbefalede begge, at man indgår aftaler med tredjeparter, således at man sikrer sig, hvad de bruger cookies til. Men, understregede Heidi Steen Jensen, det er det enkelte website, der har hovedansvaret og som også skal holde kontrol med, om cookies ikke bliver brugt til andet end det, der er aftalt med brugeren.