Kvinderne rykker i stigende tal ind på direktions-posterne i den danske bureauverden.
For en måned siden vakte det opmærksomhed, at Jan Duckert havde fundet McKinsey-konsulenten Louise Knauer til at overtage ledelsen af Partners efter Bjarne Spellerberg Orfelt. Og nu følger AdPeople så efter med ansættelsen af Sille Stener til jobbet som adm. dir. for AdPeople i København og dermed gruppens Emea-region.
Det er landets 3. største reklamebureau, hun overtager ledelsen af – en rolle som tidligere blev varetaget af Thomas Ladefoged, som man tog afsked med i slutningen af 2012.
Sille Stener kommer med en utraditionel baggrund som ny bureaudirektør. Hendes baggrund er marketing, og hendes karriere er foregået på kundesiden – dog ikke en helt almindelig marketing-kunde.
Sille Stener har nemlig de sidste seks år siddet som medlem af den fire mand store direktion for Danmarks største advokatfirma, Kromann Reumert. Her har hun haft ansvar for bl.a. alle kunder og kontrakter, new-bizz og branding.
Med den baggrund kommer hun til AdPeople med et imponerende kontaktnet, og AdPeoples President og COO, Emre Gürsoy betoner både hendes grundlæggende indsigt i virksomheder og forretningsforståelse som en vigtig faktor i valget af Sille Stener som ny direktør.
“Sille kommer til at styrke AdPeoples rådgivningspalette med sin kommercielle og forretningsstrategiske indsigt og hun vil få en vigtig rolle som sparringpartner for vores eksisterende kunder såvel som internt i vores udviklingsprocesser,” siger Emre Gürsoy.
Med ansættelsen af Sille Stener er han ved at få det hold på plads, som skal drive bureauet frem i forhold til de store forandringer, der rider gennem hele bureauverdenen. Han har tidligere oprustet kreativt med ansættelsen af Claus Møllebro fra Co+ samt digitalt med flere folk fra Kunde & Co.
Tilbage står at finde en seniorkompetence på data og analytics.
“Vores branche er ramt af den “Perfekte Storm” og dette løses ikke med et traditionelt mindset. Vi skal tilpasse os den nye virkelighed, hvilket i de fleste tilfælde vil betyde en “Change Management” proces af marketingfunktionen. Dette er en beslutning, der foretages af virksomhedens øverste ledelse, og derfor skal vi som bureau kunne tilbyde den rette rådgivningskompetence,” siger Emre Gürsoy.
Han har i det sidste halve år selv varetaget ledelsen af AdPeople i København, men når Sille Stener tiltræder midt i august kan han igen koncentrere sig om rollen som President og COO for hele gruppen. Det er ham, der har ansvaret for den løbende drift, mens bureauets stifter, Ronnie Job, indtager en mere fri og flydende rolle med fokus på udvalgte kunder og udvikling af bureauet.