Dansk bureau skal hjælpe verdenskendt brand i Norden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nescafé er i gang med en foryngelseskur på nordisk niveau, som endnu et dansk bureau skal hjælpe med.

Tidligere på året lancerede Nescafe en nordisk kampagne med dansk bureauhjælp. Det var Reputation, der i en konkurrence havde vundet opgaven at gennemføre en foryngelseskur.

Nu kan endnu et dansk bureau skrive Nescafe på kundelisten.

Det drejer sig om community marketing bureauet, Very, som efter at have arbejdet med nogle projekter har fået en fast samarbejdsaftale med det globale brand – en kunde som partner, Thomas Bjerg er stolt over.

“Vi har nordiske ambitioner, og Nescafe er endnu et skridt på vejen til at realisere dem,” siger Thomas Bjerg.

Samarbejdet med Very retter sig mod yngre målgrupper. Konkret bliver Verys opgave at skabe et troværdigt content mix mellem offline-aktiveringer og online engagement ved at bringe brandet ind i relevante communities.

“Hos Nescafé ønsker vi at introducere yngre målgrupper for kaffe og hele stemningen omkring det at nyde en kop varm kaffe – her var Very det oplagte valg,” fortæller Nordic Marketing Manager hos Nescafé, Claus Boysen.

Very og Nescafe har valgt at satse på sne og ski, og Very har leveret content-produktioner med over 4,5 mio. eksponeringer i foråret, bl.a. Nescafé Masterclass med community-profiler i snow-miljøet og integreret social media for at skabe synergi mellem off- og online.

”Ud fra et nordisk perspektiv er snow communitiet med ski og snowboarding et oplagt og passioneret miljø, som passer rigtig godt sammen med Nescafé, da man både har brug for positiv energi og noget at varme sig på,” siger Claus Boysen og fortsætter:

“Community Marketing-strategien har hjulpet med at gøre Nescafé yngre ved at indgå i dagligdagssituationer, der giver mening for nordiske unge. Det er især grunden til, at vi fortsætter det samarbejdet med Very.”

Med valget af et snow community retter fokus sig mest mod Norge, Sverige og Finland, mens man arbejder med at integrere en variation på det danske marked.