Faxe Kondi, der er et af Royal Unibrews guldæg, har på ingen måde været usynlig i den digitale verden. Men ambitionerne er åbenbart til mere, og derfor har man nu valgt at supplere de faste bureaupartnere, Bates Y&R og Mindshare, med et digitalt bureau.
Valget er faldet på Subsero, der i fremtiden vil varetage rollen som digital rådgiver på strategisk og kreativt niveau, og som sammen med de eksisterende partnere lige nu arbejder på udrulning af 2016-planen, der skal sikre, at Faxe Kondi når de opstillede mål.
”Vi har nu samlet holdet omkring Faxe Kondi og fået et sæt spillere, der for os at se er blandt de bedste inden for deres respektive område,” siger Rikke Lerhøj, der er marketingchef for energi- og læskedrikke hos Royal Unibrew. Hun siger videre:
”Ét af vores mål for 2016 er bl.a. en stærkere digital tilstedeværelse, der skal afspejle målgruppens medievaner, og her har Subsero kvalificeret sig ved at præsentere os for solide idéer, der rimer på digitale kanaler som eksempelvis mobile. Vi glæder os til samarbejdet og til at se vores platform ‘Når der går sport i den’ udfoldet digitalt.”