GroupM opruster med endnu en ny direktør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Heinrich Thomsen er startet i nyoprettet direktør-stilling hos GroupM efter godt otte år hos Carat.

I oktober sagde Carats COO sit job op uden at have et nyt på hånden.

Heinrich Thomsen, der var med i bestyrelsen i Aegis Media og ansvarlig for Carats kontaktsektion, trængte efter godt otte år til at udfordre sig selv.

Om fremtiden skulle være på bureau – og i givet fald i hvilken rolle – var på det tidspunkt uvist.

Det er afklaret nu, for han er netop begyndt i en nyoprettet stilling som Head of GroupM Commercial & Client Development.

”Efter mange år på mediabureau med fokus på bureauets kunder og deres problemstillinger følte jeg et behov for at genopfinde mig selv. Efter lidt betænkningstid kunne jeg mærke, at jeg ikke var færdig med bureaubranchen, der er inde i en fantastisk spændende og meget dynamisk transformationsproces. Men jeg havde brug for at ændre tilgangen og perspektivet i min rolle. Jeg faldt hurtig i dialog med GroupM, der kunne se muligheden i at bruge mine mange års bureauerfaring på en ny og strategisk måde der virkelig tiltalte mig. Valget var egentlig ganske let, for de står samtidig – for mig – som den bureaugruppe med det største potentiale samt vilje til at investere og udvikle fremtiden mediabureau produkt,” siger Heinrich Thomsen.

Heinrich Thomsen får en ny rolle, som går på tværs af GroupM organisationen, og han skal skabe synergi mellem GroupM-bureauerne, primært i forhold til processer og vidensdeling.

Desuden får han ansvaret for at udvikle og forme de kommercielle produkter sammen med de 5 mediabureauer i bureaugruppen og hvordan GroupMs kompetencer fremover introduceres overfor både nuværende og kommende kunder.

En anden Aegis-chef er også netop begyndt hos GroupM. Det er Mikael Ostenfeld, der netop er startet som Trading Director.

Han blev faktisk ansat allerede for et år siden, men har været bundet af en kontrakt og har derfor først kunne starte med at trække i arbejdstøjet nu.

Også Mikael Ostenfelds stilling er nyoprettet. Både han og Henrich Thomsen refererer til Jonas Hemmingsen, der startede i den nyoprettede funktion som chef for GroupM i Norden for godt et år siden.