Stylepit er navnet, der herhjemme erstatter bl.a. Smartguy, SmartGirl og SmartKids, og dermed får puljet budgetterne i ét brand. Navneskiftet markeres med en ny identitet, nyt ”look & feel” og en ny, stor kampagne.
”Vi har – i forhold til vores konkurrenter – brugt for mange reklamekroner, når vi har skullet vedligeholde op mod seks forskellige mærker. Vi har reelt konkurreret mod os selv i de digitale medier, for en Adidas-sko kunne købes flere forskellige steder hos os. Nu samler vi det hele i én mode-destination; Stylepit,” siger Thomas Wandahl, der er adm. direktør i Stylepit.
Han tiltrådte på posten ved årsskiftet, og målet har ligget klar:
”Vi skal stå stærkere og være mere effektive med vores marketingbudget. Vi tog hul på en omfattende proces, der klart identificerede vores målgruppe og hvem, vi skal være. Målgruppen er ganske enkelt mænd, der køber tøj til sig selv, og kvinder, der i øvrigt køber tøj til både sig selv, mænd og børn. Vi har bedømt, at vi kan ramme både mænd og kvinder med ét univers, Stylepit – et navn, vi allerede bruger på vores internationale markeder,” siger Thomas Wandahl.
Navneskiftet og den nye identitet lanceres med en storstilet kampagne, der er signeret af UncleGrey. Et nyt samarbejde i mere end én forstand.
”Vi har ikke tidligere arbejdet med UncleGrey, og vi har ikke tidligere haft et egentligt bureausamarbejde. Det har hidtil været ad hoc-løsninger, samtidig med at vi i stort omfang selv sætter kampagner op. UncleGrey har været med i hele processen, fra det strategisk til det eksekverende. Og vi valgte bureauet, fordi det står stærkt på fashion,” siger Thomas Wandahl.
Onsdag den 30. april markeres navneskiftet via bannerannoncer, mens man går på tv søndag den 4. maj.
”Skal man ud og opbygge hurtigt kendskab, så er tv fortsat det mest effektive medie. Samtidig trækker det også trafik til digitale kanaler. Vores kampagne vil naturligvis også være digital, men vi kører massivt på tv de kommende måneder, og det bliver vores hidtil største tv-investering,” siger Thomas Wandahl.
I forbindelse med navneskiftet lanceres også en platform, der giver mulighed for øget aktivitet på de sociale medier – inden for overskuelig tid, men ikke her og nu.
”Vi skal i første omgang slå varemærker sammen og etablere Stylepit. Det er en stor mundfuld for os, og det kræver omhyggelighed og præcision. Når det er på plads, kan vi for alvor tage fat på vores tanker og planer på de sociale medier,” siger Thomas Wandahl.