Er du en dygtig grafisk designer eller art director? Forstår du samspillet mellem strategi, kommunikation og grafisk design, og kan du drive projekter selvstændigt? Så er det måske dig, vi søger.

Strategisk og digitalt design
Poul Schmith/Kammeradvokaten er i hastig udvikling, og design og visuelle virkemidler spiller en stadig vigtigere rolle i vores kommunikation. Vi har stort fokus på at være digitale og ønsker at udvikle nye, juridiske designløsninger, der løser konkrete behov for at gøre juraen tilgængelig ved at skabe overblik, transparens og omsætte kompleks viden til værdiskabende design. Herudover har vi fokus på servicedesign og innovation i indretning, processer og kundeoplevelser.

Dine arbejdsopgaver
Din arbejdsdag i firmaet vil være meget varieret og præget af langsigtede opgaver og projekter såvel som dag-til-dag-opgaver – ofte med en kort deadline. Du bliver firmaets allround grafiske designer/AD’er og spiller en nøglerolle ift. firmaets brand og visuelle identitet, ligesom du er ansvarlig for al grafisk planlægning og opsætning.

Det gælder bl.a. opsætning og koordinering af alle trykte materialer, annoncer, merchandise, messestande og grafisk design på firmaets mange digitale platforme.

Dine opgaver vil desuden være at vedligeholde og i nogen grad videreudvikle firmaets visuelle identitet samt sikre, at produkters visuelle udtryk altid følger vores design. Du vil derudover have kontakt til trykkerier og øvrige samarbejdspartnere i forbindelse med grafisk produktion.

Om dig
Du skal selvfølgelig kunne levere på din kernefaglighed, det grafiske, men det er samtidig vigtigt, at du er en god kommunikator ift. at afstemme med huset, hvad en leverance indebærer og hvordan en opgave skal scopes. Og du skal også kunne gå i dialog med huset om de konkrete, forretningsmæssige behov – både dine kolleger i staben og med husets jurister, herunder firmaets partnere og ledelse. Vi forventer, at du både spiller med – og kan give modspil og stå på din faglighed, når det er nødvendigt.

I en verden, der bliver stadig mere digital, har vi brug for, at du har din digitale værktøjskasse i orden. Den betyder, at du ikke alene skal kunne arbejde i Adobe Creative Suite (Photoshop, Illustrator, InDesign), men også skal kunne forstå – og levere ind på forskellige digitale formater og forstå, hvordan formaterne spiller sammen.

Du skal være meget selvkørende og samtidig være god til at samarbejde. Du skal desuden føle dig tryg ved at styre projekter som f.eks. fotosessions og filmoptagelser mv. Vi forestiller os også, at du har minimum fem års erhvervserfaring.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at lave illustrationer og ikoner samt lave infografikker, men det er ikke et must. Ligeledes er UX-erfaring en fordel, men ikke et must.

Vi tilbyder

  • et afvekslende og udfordrende job i en spændende virksomhed i udvikling
  • samarbejde med dygtige og kompetente kolleger – som også forstår at have det sjovt
  • en attraktiv lønpakke inkl. bonusordning, pension, sundhedsordning og gode udviklingsmuligheder

Om teamet
Du får spændende, faglige udfordringer samt en høj grad af selvstændigt ansvar og indflydelse. Du kommer til at indgå i et kommunikationsteam, hvor du og dine kolleger i fællesskab tilrettelægger opgaverne. Kommunikationsteamet er en del af stabsområdet HR, Viden og Kommunikation. Vores opgave er at understøtte firmaets strategiske initiativer, forretningsplaner og mål. Vi har ansvaret for firmaets interne og eksterne kommunikationsaktiviteter, heriblandt en lang række arrangementer i og uden for huset.

Teamet består af højt engagerede medarbejdere, som vægter service og kvalitet meget højt. Vi sidder i et helt nyt storrumskontor på Kalvebod Brygge 32 med udsigt over Københavns Havn, hvor stemningen er god og uformel og tempoet højt – og vi har et godt og tæt samarbejde med de øvrige stabsfunktioner og forretningen

Ansøgning
Er stillingen noget for dig, så upload din ansøgning, CV samt eksamenspapirer/referencer snarest muligt og senest den 3. oktober 2021. Vi indkalder løbende kandidater til samtale, og stillingen er til besættelse hurtigst muligt, så send gerne din ansøgning allerede i dag.

Stillingen er 37 timer om ugen ekskl. frokost. Dog skal der tages forbehold for, at vi til tider skal gøre lidt ekstra for at nå vores fælles mål eller imødekomme en kort deadline, hvorfor der kan forekomme ekstraordinært arbejde uden for almindelig kontortid. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Anne Bach Waagstein på abwa@kammeradvokaten.dk eller telefon 30 92 89 02, og har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Fricke på cfri@kammeradvokaten.dk eller telefon 30 25 63 56.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Søg jobbet her

 

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information

En del af Creative Club