Er du kommunikatør, som brænder for København? Vil du være med til at skabe en grønnere by og fortælle om etableringen af Københavns Kommunes sorteringspunkter? Har du styr på din værktøjskasse som kommunikatør og mod på at gå i dialog med borgerne om sortering i byen? Så tilbyder vi nu en særdeles spændende 2-årig projektstilling. Læs med!

Vi søger en engageret, driftssikker og produktiv kommunikatør med stort overblik og strategisk tæft, som har lyst til at træde ind i en 2-årig projektstilling i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Der er tale om et stort og komplekst anlægsprojekt, hvor der etableres 750 såkaldte sorteringspunkter på offentligt tilgængelige arealer i København. Det betyder, at københavnerne får nye muligheder for at sortere deres affald. Samtidig er der tale om et nøglegreb i Københavns Kommunes ressource- og affaldsplan, Cirkulær København, som også understøtter kommunens mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Dette projekt kan du nu blive en del af.

Om jobbet
Du bliver en del af Team Kommunikation i den centrale kommunikationsenhed i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor du får ca. 20 engagerede og erfarne kolleger. Samtidig vil du få en tæt tilknytning til enheden for Bæredygtigt Byggeri og Genbrug i afdelingen Plan, Analyse, Ressourcer og CO2-reduktion (PARC), hvor selve anlægsprojektet organisatorisk har hjemme.

Kommunikationsopgaven spænder vidt, men først og fremmest handler det om at drive kommunikationen i et komplekst og omfattende byrums- og anlægsprojekt. Det gør du ved at drive strategi, handlingsplan og årshjul – og ved at sikre, at kommunikationsmålene klart og tydeligt understøtter projektets behov.

Konkret skal du også

  • drive projektsiden kk.dk/sorteringspunkter og løbende vurdere behovet for den eksterne kommunikation
  • stå for kommunikation i inddragelsesprocesser målrettet lokaludvalg, miljøpunkter, borgere og andre interessenter i forbindelse med udarbejdelse af planer for placering af sorteringspunkterne, herunder deltagelse i borgermøder, udarbejdelse af SoMe-opslag, tracking af omtale, annoncering i lokale medier mm.
  • stå for den konkrete anlægskommunikation, herunder at skrive og/eller kvalitetssikre byggepladsskilte og nabobreve til de 750 anlægsarbejder i samarbejde med byggeprojektlederne
  • bidrage til en god og effektiv håndtering og besvarelse af henvendelser og feedback fra borgere, politikere m.fl. i forbindelse med anlægsarbejder og borgerinddragelse
  • være i dialog med og koordinere med alt fra projektejerne i PARC til Rådhusets presseteam og den øvrige affalds- og anlægskommunikation i forvaltningen

Vi lægger vægt på, at du

  • har 3-5 års erfaring og en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx cand.comm., journalist eller lignende
  • som kommunikatør har et stort overblik, er struktureret og resultatorienteret, og at du som rådgiver har naturlig autoritet, er pragmatisk og empatisk
  • holder af den producerende rolle – også i det lange, seje træk, når der skal versioneres og produceres nabokommunikation til de 750 sorteringspunkter
  • ved, hvad det vil sige at arbejde et sted, hvor politikerne sætter retningen – eller du kender til det fra et bureau med offentlige kunder
  • er opsøgende, proaktiv og samarbejdsorienteret i forhold til at løse udfordringer

Vi tilbyder

  • En meningsfuld nøglerolle i et projekt med klart politisk mandat, stor bevågenhed, og hvor du er med til at skabe endnu bedre rammer for at sortere affald i København
  • En arbejdsplads med fagligt engagerede kolleger med høje miljøambitioner
  • En bred kontaktflade i forvaltningen og kommunen
  • En masse skønne, dygtige og engagerede kolleger i Stab Kommunikation og enheden for Bæredygtigt Byggeri og Genbrug

Om os
Kommunikationsenheden består af ca. 20 medarbejdere fordelt på tre teams: Kommunikation, Visuel Kommunikation og Web. Vi er ambitiøse, erfarne og lægger stor vægt på det kollegiale fællesskab. Som enhed står vi for kampagner og adfærdskommunikation, vi rådgiver kollegaer, udvikler web og intraløsninger, og vi skriver og producerer alt fra grundfortællinger til skabeloner, skilte, plakater og nyheder. Derudover hører vi sammen med KK PrintPartner, som er forvaltningens eget trykkeri. Vi holder til i Njalsgade på Islands Brygge i København.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en tidsbegrænset stilling frem til 31. juli 2023. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Vi ønsker at besætte stillingen den 1. august 2021 eller snarest muligt derefter.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Martin Lassen-Vernal på 5115 3630 eller kommunikationskonsulent Annie Schjelde Rasmussen på 2491 9467. Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen på www.kk.dk og www.tmf.kk.dk.

Søg via nedenstående link senest torsdag den 24. juni 2021
Vi holder samtaler i uge 25.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.050 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr.

 

Søg jobbet her

 

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information

En del af Creative Club