Har du overblikket til at strukturere og styre kommercielle filmproduktioner? Kan du rådgive vores kunder og sikre, at vores film indfrier strategiske mål? Og kan du få kreativitet, deadlines og budgetter til at gå op i en højere enhed?

Vi er på udkig efter en Executive Producer, som kan styrke Pravdas filmafdeling, Pravda Film. Du har måske slået dine folder på et bureau, et produktionsselskab eller en tv-station, hvor du har arbejdet indgående med produktionsplanlægning, projektledelse og kunderådgivning – og du har flere års erfaring i rygsækken.

Du skal blive en del af Pravda, fordi vi er et af landets førende bureauer inden for B2B-branding. Vores kundeliste tæller en række af landets største B2B-virksomheder, og det kræver branchens bedste hoveder fordelt mellem erfarne projektledere, talentfulde designere og kreative strateger. Vores filmafdeling blev etableret i 2016 og fungerer i dag som et produktionsselskab – med rivende vækst og store ambitioner for fremtiden.

Rådgiver med kundetække
Som Executive Producer er du bindeleddet mellem kunderne og afdelingens team. Du forstår, at kunderne køber lige så meget ind på dig som menneske, som på selve bureauet – og det stiller krav til dit vindende væsen og din faglige gennemslagskraft. Men også til dine evner til at skabe de bedste processer for kunderne og vores teams. Alt sammen formidlet vindende på både dansk og engelsk.

Som primær kundekontakt skal du kunne rådgive og udfordre vores kunder. Du møder kontaktpersonerne med solid faglighed og sympatisk selvtillid – og tager dem trygt gennem hele processen.

Løsningerne kan være alt fra store brandfilm til kundecases og mindre produktfilm. Uanset om ambitionerne er store eller ej, sætter du dig altid grundigt ind i kundernes behov og hjælper med at oversætte dem til intelligente løsninger. I sidste ende er det nemlig dit ansvar at vores kunder er tilfredse og vender tilbage efter mere.

Som kundeansvarlig har du budgetansvar, og det trives du med. Det betyder, at du proaktivt arbejder for at indfri filmafdelingens kommercielle mål – selvfølgelig i samarbejde med resten af afdelingen og bureauets ledelse.

Home of Business Brands – et hjem til din faglighed
Pravda er Home of Business Brands. Balancen mellem hardcore forretning og en levende, rummelig kultur er essentiel for os som arbejdsplads. Vi skaber det optimale rum for passionerede hjerter og fremragende hjerner. For det faglige og det menneskelige. Altid med krav, men aldrig med rundsave. For vi samler nemlig på kolleger, der er mindst lige så sympatiske, som de er dygtige.

Hos os får du en god frokost, en fornuftig work-life balance og løn og pension, der matcher din erfaring og kompetencer. Men vigtigst af alt får du et fagligt hjem med plads til dine egenskaber som professionel og dine værdier som menneske.

Send os en ansøgning og et detaljeret CV i formularen nedenfor.
Har du relevante spørgsmål, så kontakt CEO & Partner,
Mette Hejl, på telefon 4043 1355 eller mh@pravda.dk.

Vi afholder løbende samtaler og ser gerne, at du kommer ombord snarest.

 

Søg jobbet her

 

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information

En del af Creative Club