Er du en kreativt stærk AD’er – eller et grafisk talent, der drømmer om at avancere og blive den kreative hovedkraft på et ambitiøst bureau?

Brænder du for at skabe gennemtænkte løsninger, der øger kundernes synlighed og skaber forretningsmæssig værdi for dem?

Så synes vi, du skal melde dig som vores nye medarbejder.

Aros Kommunikation er et lille, erfarent og ambitiøst kommunikationsbureau. Vores mission er, at vi skaber ØRENLYD for vores kunder. Vi arbejder især med strategi, kampagner og public relations, og vi er stolte af vore løsninger, fordi de altid er baseret på viden, indsigt og god research.

Nu vil vi gerne tage endnu et skridt og skrue endnu mere op for kreativiteten. Derfor skal vi bruge dig. Og de nøgleord, som kendetegner dig, vil være disse – eller i hvert fald de fleste af dem:

  • Du er visuelt og konceptuelt stærk. Du tænker i billeder, er god til at få ideer og layoute – har i det hele taget solide, grafiske kompetencer selv. Du har både evnen og viljen til selv at slå stregerne og betjene mac’en.
  • Du har en naturlig digital forståelse. Sociale medier, web, bloguniverser, podcast, video, animation og alt andet content, der hører med til digital kommunikation, er altid en vigtig del af dit mindset, når du udvikler løsninger.
  • Du er ambitiøs og utålmodig. Måske sidder du som junior-AD’er på et større bureau, kradser utålmodigt i jorden – og vil ikke vente mange år endnu på for alvor at blive anerkendt og tilbudt den nøgleposition, som dit talent og drive berettiger til. Du vil hellere være stjerne et mindre sted – end vandbærer på et stort bureau.
  • Du er kundefokuseret. Du brænder for at gøre en forskel for kunderne og er oprigtigt interesseret i deres udfordringer og problemer. Du har netværk og forretningsforståelse og mod på at tage snakken med dem, der betaler regningen.
  • Du synes, at ”content is king”. Form uden indhold er ikke os, og salgsaviser og tilbudsmarkedsføring kommer ikke til at fylde meget af din tid her. Vores fokus er på klassiske og gennemtænkte, strategiske kommunikationsløsninger, der flytter kundernes omdømme og får nøgle-stakeholders til at ændre adfærd.
  • Du har humor og selvironi. Du er rummelig og respektfuld over for kolleger og samarbejdspartnere. Du har ingen fine fornemmelser over for jobbets mange aspekter. Du tager gerne med ud til kunderne – og en kop med ud i opvaskemaskinen efter mødet.

Hvis din interesse er vakt, kan du blive kollega med syv dygtige proffer hos et af Aarhus’ og kommunikationsbranchens ældste bureauer. Vi har eksisteret i 20 år, men har altid holdt os fagligt skarpe og agile.

Selv om vi ikke er et stort bureau, så er vi kendte og anerkendte blandt vores kunder og i vores branche. Og vi har kendte og anerkendte firmaer og offentlige organisationer blandt vores kunder – og en høj kundetilfredshed.

Vi er ikke bange for at gå på tværs af de traditionelle grænser mellem reklame og PR. Svindbekæmpelse i detailhandelen, sundhedskommunikation og bæredygtig trafik er blandt de nicher, vi med særlig succes har dyrket op. Og selv om det ikke er det, der primært driver os, så har vi faktisk igennem årene modtaget adskillige branchepriser som anerkendelse for vores arbejde.

Vores kultur er uhøjtidelig, venlig og samarbejdsorienteret. Vi er ambitiøse med vores arbejde – og stolte af vores løsninger. Vi er engagerede og dedikerede, men også ærlige og ordentlige. ØRENLYD er også en intern værdi for os. Vi lytter til hinanden, stiller krav til hinanden og viser respekt for hinandens faglighed og forskellighed.

Resten kan du læse på vores hjemmeside www.aroskommunikation.dk.

Kom frit frem! Alle ansøgninger og henvendelser behandles med diskretion – og stiles til direktør Jens Hansen på jh@aroskommunikation.dk. Har du noget, du i øvrigt vil spørge om, kan du ringe til enten Jens eller vores to øvrige medejere, Line Berg-Stærk eller Erik Eisenberg. Tiltrædelse? Så hurtigt som muligt, tænker vi. Løn efter kvalifikationer.

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information