I Danmark går mange store virksomheder og fonde forrest, når det kommer til at hjælpe verdens børn. Det gør de i partnerskab med UNICEF, FN´s børneorganisation. Brænder du for at drive og udvikle partnerskabskommunikation, så er du måske vores nye medarbejder!

Om stillingen:
Vi styrker konstant vores samarbejde med virksomheder og fonde i Danmark – og der er fart på. Vi vil gerne levere best-in-class kommunikation om vores vigtigste partnerskaber, for at synliggøre vores fælles indsatser for børn i hele verden. Vi søger derfor en Partnership Communications Manager til vores External Relations-enhed. Vores partnerskaber tæller en lang liste af virksomheder og fonde og vi lægger vægt på, at vores kommunikationsindsatser på dette område er strategiske, proaktive og af højeste kvalitet.
Derfor leder vi efter en person, der i tæt samarbejde med vores partnerskabsafdeling, kan udvikle og styrke kommunikationen om vores partnerskaber, samt medvirke til at øge opmærksomheden omkring muligheder og fordele ved at indgå et strategisk partnerskab med UNICEF. Stillingen indebærer både ansvaret for de udviklende og strategiske linjer, men også de eksekverende, skrivende og tekstnære opgaver.

Arbejdsopgaver:
Dit arbejde vil bestå i at udvikle, planlægge og eksekvere kommunikations- og markedsføringsstrategier og opgaver for vores eksisterende og kommende partnerskaber med danske virksomheder og fonde. Som tovholder og skrivende pen på kommunikationen og markedsføringen omkring udvalgte partnerskaber, vil du komme til at stå i spidsen for udviklingen og eksekveringen af kommunikationsaktiviteter, marketing og PR i tæt samarbejde med eksterne partnere samt kollegaer i både kommunikations- og partnerskabsafdelingen. En tværgående indsats i arbejdet er desuden at kvalitetssikre al ekstern kommunikation om – og markedsføringen af – vores partnerskaber.

Om dig
Først og fremmest leder vi efter en ægte holdspiller. External Relations-enheden og resten af kommunikationsafdelingen arbejder på tværs af jobbeskrivelser og deler ofte ansvar, så det er vigtigt, at du har mod på tage fat, hvor der er brug for det. Du har det med andre ord lige godt med at skrive en pressemeddelelse, som en kommunikationsstrategi.  Vi leder efter en kandidat, der har kommerciel indsigt, og som kan rådgive omkring koncepter og målgrupper. Rollen indebærer ansvar for flere partnerskaber på en gang, så det er vigtigt, at du trives med at have mange bolde i luften, uden at miste overblikket, gå på kompromis med kvaliteten eller øjet for detaljen.

Kvalifikationer

  • Veldokumenteret og solid erfaring med projektledelse, pressearbejde og marketing, samt erfaring med tværgående samarbejde i en stor global organisation.
  • Minimum fem års erfaring fra et tilsvarende job i en stor international virksomhed eller fra et bureau. 
  • Det er vigtigt, at du har erfaring med B2B- og B2C-aktiviteter i form af kommunikation, markedsføring og kampagner i komplekse organisationer.
  • Kendskab til fonds- og virksomhedssamarbejde og interesse for globalt udviklingsarbejde, herunder FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
  • Taler og skriver fejlfrit dansk samt engelsk på højt niveau

Den ledige stilling som Partnership Communications Manager i External Relations-teamet er i vores kommunikationsafdeling, med reference til Head of External Relations. Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer om ugen. Ansøgningsfrist er senest 9. november – med start hurtigst muligt herefter. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Head of External Relations, Peter Lykke Lind, på tlf. 30531916 eller pr. mail pllind@unicef.dk

Om UNICEF

UNICEF er den organisation, som alle verdens lande har sat i spidsen for at sørge for, at børn overlever og klarer sig i livet. UNICEF arbejder for alle verdens børn, dog med et særligt fokus på verdens mest udsatte børn. Rammen er FN’s Børnekonvention, og hele indsatsen er afhængig af frivillige bidrag. UNICEF er børnenes stemme på regeringskontorerne, deres hjælpende hånd uanset, hvor de bor og deres livreddende nødhjælpsleverandør under de værste krige og katastrofer. Vi redder børns liv, fra de er inde i deres mors mave, til deres voksenliv begynder. For mere information besøg www.unicef.dk

 

Søg jobbet her

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information

En del af Creative Club