Brænder du for kommunikation og digitale medier? Er du skarp til at skrive? Har du styr på de nyeste digitale trends? Så har vi studiejobbet til dig.

Du vil blive en del af en mindre kommunikationsafdeling på KVUC – en uddannelsesinstitution med beliggenhed midt i København. Vi arbejder med markedsføring og formidling til mange forskellige målgrupper både internt og eksternt.

Dine arbejdsopgaver
Som afdeling har vi ansvar for en bred pallette af kommunikationsopgaver. Vi står bl.a. for udvikling og drift af hjemmeside, intranet, sociale medier og al markedsføring af vores uddannelser.

Som studentermedhjælp hos os vil du bl.a. komme til at arbejde med:

  • Content produktion, fx artikler og interviews til digitale platforme
  • Opsætning og redaktion af indhold på hjemmeside, intranet og i nyhedsbreve
  • Mindre grafiske opgaver i InDesign og Photoshop
  • Interviews med medarbejdere og kursister i skriftlig eller visuel form
  • Koordinations- og kommunikationsopgaver i forbindelse med arrangementer og events
  • Løbende ad hoc opgaver i kommunikationsafdelingen.

Om dig
Du er i gang med en relevant uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau med fokus på kommunikation og digitale medier og har mindst 1-2 år tilbage af din uddannelse.

Vi forventer, at du er dygtig til at skrive i et let og forståeligt sprog til forskellige målgrupper. Du har digitalt flair, og det er en fordel, hvis du har kendskab til CMS-systemer og har arbejdet med at producere indhold til forskellige medier. Derudover ser vi gerne, at du har et godt øje for visuel kommunikation og kan eller ønsker at lære at arbejde med Photoshop og InDesign.

Som person er du engageret og ambitiøs. Du arbejder selvstændigt med øje for detaljen og er god til at strukturere din tid. Du kan lide at snakke med forskellige typer af mennesker, er nem at samarbejde med og ser muligheder frem for begrænsninger.

Dine muligheder
Hos os får du et attraktivt studiejob i et engageret team bestående af en kommunikationschef, en studentermedhjælp og tre kommunikationsmedarbejdere med forskellige specialer inden for kommunikation og digitale medier. Omgangstonen i afdelingen er uformel, og vi sætter pris på høj faglighed og godt humør i en travl hverdag.

Gennem jobbet får du god indsigt i interne og eksterne kommunikationsopgaver, og vi prøver gerne at udvikle og styrke dine kompetencer i de retninger, du ønsker. Vi er fx også åbne for, at dine studieprojekter kan tage afsæt i afdelingens kommunikationsopgaver.

Arbejdstid og ansættelsesvilkår
Vi forventer, at du kan arbejde 10-15 timer om ugen og tilbyder en fleksibel tilrettelæggelse af dine arbejdstimer.

Vi bor i hjertet af København på adressen Vognmagergade 8, 1120 København K.

Lønnen fastsættes i overensstemmelse med gældende overenskomst.

Ansøgning
Vil du vide mere, så send en mail til kommunikationschef Søren Jensen, sjen@kvuc.dk. Frem til 6. juli og fra den 6. – 9. august kan du også ringe på tlf. 3010 4197.

Send din ansøgning mærket ”Studentermedhjælp” senest den 9. august til sjen@kvuc.dk.

Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) bor lige ved Nørreport i København. Vi har ca. 400 medarbejdere, og ca. 13.000 kursister gennemfører årligt et af vore uddannelsestilbud: HF, GSK, Ordblindeundervisning og undervisning på 9. og 10. klasses niveau (AVU og FVU).

Skriv i din ansøgning, at du så jobbet på bureaubiz.dk

Information